
Passagererne på Østbanen vil fra 15. december, når den nye køreplan træder i kraft, opleve mærkbare forringelser i forhold til nu. Det sker efter Lokaltogs halvårlige eftersyn af Østbanen i september, der har vist, at skinner og baneinfrastruktur er for slidte til at opretholde stabil drift med 100 km i timen.
Derfor sænker Lokaltog nu den højeste tilladte hastighed fra 100 til 75 kilometer i timen. Samtidig skal antallet af afgange mellem Hårlev og Køge halveres fra fire til to i timen, og det indebærer, at passagerer til og fra Stevns som fast regel kommer til at skifte tog i Hårlev. Undtagelsen bliver enkelte tog i myldretiden, hvor Lokaltog ligesom med de forlængst udrangerede Y-tog vil sammenkoble togsættene i Hårlev. Her kan passagererne til og fra Stevns blive siddende i toget uden skifte.
Ændringerne betyder en forlænget rejsetid med tre-fem minutter mellem Rødvig og Køge samt tre-syv minutter mellem Faxe Ladeplads og Køge.
Forringelserne er aftalt »i tæt dialog« mellem Lokaltog og Movia, hedder det i en pressemeddelelse fra Movia.
Plandirektør Per Gellert fra Movia beklager de gener, som den ændrede køreplan vil medføre for passagererne.
- Lokaltogs halvårlige eftersyn af Østbanen har desværre vist, at forudsætningen for at opretholde en stabil drift også i de kommende år på Østbanen, er at sænke hastigheden til 75 km i timen. Togenes hyppighed har også betydning for sporenes belastning. Derfor kommer Lokaltog desværre til at køre med færre afgange på strækningen Hårlev til Køge, når køreplanen træder i kraft til december, siger han.
Hastigheden på Østbanen blev i 2011 hævet fra 75 km i timen til 100 km i timen efter, at de nye og hurtigere Lint-tog blev sat i drift to år forinden.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her