22. oktober 2020
- Kokain æder de unges sjæle, og det moralske kompas går fløjten. Det er svært at leve med, at det menneske, som man har elsket overalt på Jorden, lyver stærkere, end en hest kan rende, siger moderen i dette interview. 			           Arkivfoto: Scanpix
gallery icon

Se billedserie

- Kokain æder de unges sjæle, og det moralske kompas går fløjten. Det er svært at leve med, at det menneske, som man har elsket overalt på Jorden, lyver stærkere, end en hest kan rende, siger moderen i dette interview. Arkivfoto: Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mor råber desperat om hjælp: Jeg har tabt min søn til narko

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mor råber desperat om hjælp: Jeg har tabt min søn til narko
Stevns - 18. juli 2020 kl. 07:42
Af Henrik Fisker

Peter har altid været den søn, som enhver mor kunne drømme om. Sød og kærlig, høflig og hjælpsom, dygtig i skolen og en god spejder. Han gik til drengegymnastik og blev med tiden en dygtig idrætsmand med flere klubmesterskaber.

arrow Læs også: Politiet: Stevns er ikke værre end andre steder

Han boede hele sin barndom alene sammen med sin mor, og de to var så tætte som ærtehalm. Da de for to år siden rejste på ferie sammen til Italien, sov mor og søn i samme dobbeltseng, og der var aldrig et ondt ord imellem dem.

I dag sidder Edith alene tilbage i sit hus et sted på Stevns. Hun aner ikke, hvor Peter er henne - men hun savner ham, som kun en mor kan savne sin søn. Derimod savner hun ikke den misbruger, som han af uforklarlige grunde forandrede sig til - og hun er fast besluttet på, at Peter ikke er velkommen tilbage, før han er motiveret til behandling for sit stofmisbrug.

Det er en kamp, som har haft store personlige omkostninger for Edith. Hun har - oven i sorgen over at have mistet kontakten til sin søn - været udsat for ubehageligheder og kølige miner, når hun siger fra over for mennesker, der efter hendes mening beskytter det kriminelle miljø med tavshed.

Edith er gået til avisen med sin historie for at råbe omverdenen op. Hun ønsker at gøre opmærksom på, at unge mennesker på Stevns risikerer at blive trukket ind i en ond spiral, hvor de bliver afhængige af stoffer og af pushere, der lever af at sælge dem. Hendes beretning er historien om, hvordan unge mennesker ændrer personlighed i takt med, at de bliver misbrugere, og efterhånden ikke kan nås med fornuftige argumenter.

Edith og Peter hedder i virkeligheden noget andet, og det samme gør Jakob, som er Peters ven, og som også bor på Stevns. Men redaktionen kender deres rigtige navne. Hele artiklen bygger på Ediths beskrivelse af forløbet.

En forandret ung mand
Sidste sommer rejste Edith til Grønland, hvor hun havde fået et vikariat som sygeplejerske i syv uger. Aftalen var, at Peter skulle passe huset imens, og at han sammen med en jævnaldrende skulle arbejde som tjener på en lokal restaurant.

- Det var en glad, ung mand, som jeg vinkede farvel til. Da jeg kom hjem, kunne jeg mærke med det samme, at han havde ændret karakter. Han forsømte sin træning, som han altid har passet til punkt og prikke. Han var ude om natten, og han var sur og vrissen, og han virkede underligt fraværende, når jeg talte til ham, fortæller Edith.

Efter sommerferien begyndte han på en kostskole, og da han kom hjem på juleferie, var den helt gal.

- Han opførte sig så tarveligt og talte grimt til mig alle juledagene. Nytårsaften skred han bare og tog ned til Jakob. Der opholdt han sig i weekenderne, når han var hjemme på Stevns, frem til sin fødselsdag sidst i januar. Her fik jeg kontakt til ham, og han fortalte, at han havde det forfærdeligt. Han virkede nærmest livstræt, og vi fik arrangeret, at han fik eneværelse på kostskolen. Han kom oftere og oftere hjem i weekenderne, og det var tydeligt at se, at noget var helt galt. Men når jeg spurgte, hvad det var, fik jeg bare en sludder for en sladder eller deciderede løgnehistorier, siger Edith.

Afsløringen
Dagen før Kristi himmelfartsdag - det var onsdag 20. maj - fik hun endelig vished for, hvad hendes søn fejlede.

- Jeg gik i hans taske, hvor jeg fandt flere pølsemandsposer. Tre tomme og én med kokain. Dagen efter fandt jeg en pakke med Motiron-tabletter. Det er nogle piller, som man kan få ordineret mod ADHD, men som også kan knuses og sniffes, og så virker de på samme måde som amfetamin eller kokain. Min søn havde altså købt både kokain og receptpligtig medicin af nogen, som har fået det udskrevet af en læge, siger Edith.

Det slog hende helt ud:
- Da jeg var ung, var det kun de absolutte tabere, der tog hårde stoffer. Sådan er det ikke længere. Da jeg var ung, drak vi øl eller røg lidt hash - i dag kan alle købe hårde stoffer, som sælges via snapchat, og prisen er langt lavere, end den var bare for 10 år siden, siger Edith.

Intervention
Oplysningerne har hun fra Dansk Misbrugsbehandling, som hun henvendte sig til efter fundet af stofferne i Peters taske.

- De rådede mig til først at konfrontere ham med min viden, når jeg havde et plan for behandling klar. Det kaldes intervention og går ud på at give ham et ultimatum. Som pårørende skriver man et kærligt brev til misbrugeren og fortæller, hvor meget man elsker den pågældende. Samtidig stiller man krav om behandling, hvis kontakten til én selv skal bevares. Siger han nej til behandling, vælger han mig fra, siger hun.

Hun fandt et privat behandlingssted i Hobro og lavede en aftale om, at Peter skulle gøre sin kostskole færdig og blive student med vognkørsel og det hele. Og derefter skulle han indskrives til døgnbehandling.

Men inden da tog sagen en ny, dramatisk udvikling.

Fest i huset
- I den første weekend af juni havde jeg aftalt at besøge en veninde i Nordsjælland. Peter var hjemme fra kostskolen, og jeg havde besluttet at holde øje med ham. Så jeg satte overvågningskameraer op inde i mit hus. Så kunne jeg sidde og følge med på min telefon og se, hvad der foregik, siger Edith.

Hun viser et fuglehus med et rundt hul øverst. Da hun løfter låget af, kommer et lille spionkamera til syne. Det afslørede en fest, der kørte helt skævt natten til 7. juni.

- Jeg kunne se en gruppe unge mennesker sidde i min stue og tage den ene bane kokain efter den anden. Det skulle bare stoppes. Det kunne ikke fortsætte i de tre uger, der var den oprindelige plan. Sammen med min veninde kørte jeg hele vejen fra Nordsjælland, og undervejs hentede vi min lillebror. Samtidig ringede jeg til politiet, og da vi nåede hjem omkring kl. 1, holdt der to patruljevogne udenfor. De fire betjente gik ind gennem fordøren og bagdøren samtidig for at forhindre, at nogen skulle stikke af. Alle blev kropsvisiteret og hele huset ransaget. De fandt et gram kokain og cirka lige så meget Motiron, som blev konfiskeret, siger hun.

Ja tak til behandling
Peter blev sigtet af politiet for besiddelse af stoffer. De øvrige blev sendt hjem af politiet, og Edith bad de to sidste ringe hjem til deres forældre. I stedet blev de hentet af en kammerat.

Da alle var gået, læste Edith og hendes lillebror deres breve op for Peter.

- Han fik 10 minutter til at svare på, om han ville gå i behandling. Jeg blev meget lettet, da han svarede ja tak. Så sendte jeg ham op i seng. Bagefter gik jeg i gang med at rydde op efter festen. Der sad rester af kokain på et grydelåg, som de havde brugt til at hakke baner ud med, siger hun.

De fik et chok
Det blev ikke til megen søvn den nat. Søndag morgen kl. halv syv gik Edith rundt og bankede forældrene til de andre unge op af sengen.

- De fik et chok, da jeg fortalte, hvad der var sket. Jeg fortalte, at der var planlagt behandling for Peter og opfordrede dem til at sørge for behandling til deres sønner. Som en naturlig konsekvens af nattens hændelser var deres »børn« ikke længere velkomne i mit hjem, og hvis Peter opsøgte dem, bad jeg dem om at afvise ham. Vores drenge gør ikke noget godt for hinanden, lød hendes besked til de andre forældre.

Edith blev taget godt imod de fleste steder, men hun har en kedelig fornemmelse af, at hun ikke blev taget helt alvorligt.

- En ung mand gav mig et møgfald for at have tilkaldt politiet, og hans far sagde, at det var han ikke overrasket over. Og så var der en mor, der reagerede ved at sige, at hendes datter ellers havde sagt til Jakob, at han skulle lade være med at tage stoffer, når han var sammen med hende. Hvad er det for en vattet holdning, spørger Edith.

Samme eftermiddag bankede én af de unge, der havde været med til festen, på Ediths dør. Han talte med Peter og tilbød ham at komme med ham, Jakob og´én af de andre drenge fra nattens fest. Men Peter sagde nej tak til tilbuddet.

Lortemor
Edith havde i mellemtiden fået kontakt til behandlingsstedet, der først kunne garantere Peter en plads torsdag. For at fastholde Peter i aftalen om behandling pakkede hun bilen mandag formiddag og kørte til Nordjylland med Peter og én hans gode veninder. De indlogerede sig i en campinghytte en times kørsel fra behandlingsstedet.

- Det var som at have en løve i bur. Som tiden gik, blev Peter mere og mere modbydelig, tarvelig og stoftrængende. Han kørte på mig hele tiden, og om onsdagen gik det også ud over hans veninde. Det kunne hun slet ikke klare og sagde, at hun ville hjem, fortæller Edith.

Aftenen før, at Peter skulle indskrives til behandling, sprang han fra. Han ringede til Jakob hjemme på Stevns.

Grædende ringede Edith til Jakobs mor og fortalte hende, hvad der var sker. Edith bad hende om at holde sin søn væk fra Peter. Svaret fra Jakobs mor var, at hun følte sig presset fra alle sider, men at hun stolede på sin søn.

Edith og Peters veninde pakkede bilen og forlod campingpladsen, hvor Peter blev tilbage for at blive hentet af Jakob.

- Det var hjerteskærende at forlade ham på den måde, men vi kunne ikke nå ham. Han skulle have sit stof. Det var det eneste, der betød noget for ham lige dér, fortæller Edith.

- Det sidste, som han sagde til mig, var: Lortemor. Så vendte han ryggen til mig og gav mig fuckfingeren, siger hun.

Fortvivlende holdning
- Jeg synes, at det er fortvivlende. Hvis ikke vi tør se i øjnene, at vi står over for et kæmpestort problem, så er vi efter min mening medansvarlige for, hvad der sker. Nogle synes måske, at jeg er benhård, men jeg kan sige, at indeni er jeg blød som smør. Jeg har aldrig grædt som meget, som jeg har gjort de seneste uger, siger hun.

- Jeg skulle have været ovre to uger senere og sætte studenterhuen på hovedet af ham. Nu ved jeg ikke engang, hvor han er. Jeg vil stadig gerne hjælpe ham, men først, når han har et reelt ønske om behandling. Jeg savner min søn usigeligt, men ikke den afstumpede misbruger, som han har udviklet sig til, siger Edith.

Facebook-gruppe
Hun håber, at hendes historie kan være med til at åbne øjnene hos andre forældre og advare dem om, at de risikerer at miste deres unge til narko.

- Kokain æder deres sjæle, og det moralske kompas går fløjten. Det er svært at leve med, at det menneske, som man har elsket overalt på Jorden, lyver stærkere, end en hest kan rende, siger Edith.

For en uge siden oprettede hun en gruppe på Facebook med navnet: Stoffrit Stevns. Den nåede torsdag aften 140 medlemmer.

Skal der være en forældelsesfrist for, hvor langt tilbage man kan rejse anklage om en krænkelse?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk