
Fra og med i morgen, onsdag 25. november, når de lokale politikere mødes klokken 18, kan man følge kommunalbestyrelsens møder live på internettet eller finde en video af mødet bagefter. Det skriver Stevns Kommune i en pressemeddelelse.
- Det har været et stort ønske længe, men det blev for alvor aktuelt, da Coronakrisen holdt sit indtog, og lukkede for den offentlige adgang til vores møder i kommunalbestyrelsen. Vores møder skal jo være tilgængelige for offentligheden, så lige som mange andre kommuner måtte vi tænke kreativt, hurtigt, og finde nye veje, lyder det fra borgmester Anette Mortensen.
Hun tilføjer, at siden foråret, har man klaret sig med midlertidige løsninger.
- Men nu er vi klar med en permanent og meget bedre løsning. Det glæder jeg mig utrolig meget til, for på den måde får mange flere stevnsboer adgang til den politiske debat. De kan følge debatten live, og ikke mindst finde mødet bagefter, hvor de kan se præcis den del af mødet, som optager dem, siger borgmesteren.
Under selve mødet foregår alt som det plejer med udgangspunkt i en dagsorden, indlæg og afstemninger. Det vil sige, man kan åbne dagsordenen fra videoportalen.
Systemet fokuserer automatisk på taleren, så der er forbindelse mellem taler, billede og lyd.
Efter mødet: Når mødet er slut, kan du inden for kort tid finde en færdig video, hvor det er muligt at springe mellem mødepunkterne og kun se de sager, den eneklte er interesseret i.
Vælg selv platform
Man bestemmer selv, om mødet skal ses på computer, tablet eller mobil via en webbrowser.
Der er også mulligt at hente Kommune-TVs app.
Spørgetid
På grund af Corona er det lige nu ikke muligt at deltage i møderne fysisk. Har man et spørgsmål til kommunalbestyrelsens spørgetid, er man velkommen til at sende det til stevns@stevns.dk senest klokken 12 den dag mødet afholdes.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her