19. juli 2018
Leif Nielsen fylder 80 år på torsdag, og han har stadig mange jern i ilden. Foto: Erik Nielsen
gallery icon

Se billedserie

Leif Nielsen fylder 80 år på torsdag, og han har stadig mange jern i ilden. Foto: Erik Nielsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Leif med de mange talenter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Leif med de mange talenter
Stevns - 14. april 2018 kl. 13:14
Af Erik Nielsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

80 år er ingen alder. I hvert fald ikke, når man hedder Leif Nielsen, der fik 73 personlige stemmer ved det seneste kommunalvalg, hvor han stillede op for det parti, som han har støttet i så mange år: Socialdemokratiet.

I den sammenhæng betyder det ikke noget, at han på torsdag 19. april fylder 80 år.

Både i 2013 og 2017 var han således valgkampens ældste kandidat - men blev dog ikke valgt ind. I hans lange, politiske karriere har han siddet i Kommunalbestyrelsen i henholdsvis Ishøj, Vallø og Stevns kommuner.

Han er stadig lige så aktiv, som han plejer, i én af de mange foreninger, hvor han også slår sine folder. For selv om han ikke sidder med ved bordet i rådssalen, så fornægter Leif Nielsens store interesse for sine omgivelser sig ikke.

De fleste kender ham som en yderst hjælpsom person, der gerne vil gøre noget godt for sine medmennesker. Det kan de skrive under på i Hotherhavens Støtteforening, hvis aktive formand han var i en årrække.

For ikke at tale om, når han folder sig ud i foredrag med både ord og billeder fra de mange år som ansat i Københavns Brandvæsen - eller de 10 måneder, hvor han var udlånt til den amerikanske militærbase i Thule.

Andre vil have bemærket, at han har et imponerende lokalkendskab til Stevns-egnen og er lidt af en omvandrende leksikon, hvor man trygt kan henvende sig, hvis man har brug for oplysninger om stednavne eller personer fra en svunden tid.

Leif Nielsen har imidlertid også en kunstnerisk åre, som kommer til udtryk gennem fine stregtegninger af bygninger og landskaber samt når han skriver festsange. Det var også Leif Nielsen, der med et glimt i øjet lavede et alternativt byvåben med Stevns Fyr, da den nye Stevns Kommune lagde sig fast på et væsentligt mere nobelt stykke heraldik.

Lige så trofast en følgesvend som hans nuværende hund: Konrad er hans lille kamera, som altid ligger parat i jakkeinderlommen, og han har fotograferet mange begivenheder i lokalsamfundet.

Mangler man et godt billede fra en bestemt lejlighed, kan man begynde med at ringe til Leif. Og det benytter nærværende avis sig jævnligt af, da Leif Nielsen kommer vidt omkring til begivenheder i hele kommunen - men ikke mindst, når det foregår i hjembyen: Hårlev.

Kvaliteten af billederne er desuden altid i top, og han elsker også at »lege« med billederne med redigeringsværktøjer.

Nogle vil måske mene, at det er store ord at kalde Leif Nielsen for et politisk multitalent. Men mon ikke vindmøllemodstanderne på Stevns fik øjnene op for påstanden, da han i 2013 viste sig at være arkitekten bag det socialdemokratiske stunt, der lagde de høje kæmpemøller ned på en aften?

De fleste af dem havde nok tippet ham til at være tilhænger, da han i læserbreve og på den kommunale udflugt til kæmpemøllerne på Vestsjælland gik i rette med, hvad han opfattede som populistiske holdninger mod møllerne. Men da høringsfasen var slut, var det ham, der samlede flertallet mod hele projektet.

Hans forældre var kommunister, men det blev ikke den vej, som Leif Nielsen gik efter i sin barndom i Ishøj. Han blev uddannet maler, hvorefter han nægtede at komme i militæret, men i stedet meldte sig under Civilforsvarets faner tilbage i 1958. Senere var han brandmand på Thule-basen, og det var i de år, at kærligheden til Bodil begyndte at blomstre ud fra de mange breve, som de skrev til hinanden mellem Danmark og Grønland. I 1967 blev de gift, og sammen har de fået to sønner.

De boede i Ishøj, hvor Leif Nielsen både var kasserer og medlem af Byrådet for Socialdemokratiet, inden de flyttede til Hårlev i 1986. Her blev det også blev til mange år i Kommunalbestyrelsen i Vallø Kommune, inden Vallø og Stevns blev lagt sammen til det nuværende Stevns Kommune.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk