18. september 2021
Conny Vies producerer farvekridt som er inspireret af hulemalerier og kendte danske  malere. Foto: Klaus Slavensky
gallery icon

Se billedserie

Conny Vies producerer farvekridt som er inspireret af hulemalerier og kendte danske malere. Foto: Klaus Slavensky
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kunstner står bag et sandt kridteventyr

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kunstner står bag et sandt kridteventyr
Stevns - 01. august 2021 kl. 06:25
Af Klaus Slavensky

Der håndrulles 300 kridt ad gangen, som tørres i næsten ligeså lang tid som årgangsvin. Conny Vies har ikke fundet de vises sten, men hun har fundet tilbage til noget, der betyder noget: både for hende selv og mange andre.

Stevns er kendt for klinten, naturen og et betragteligt antal kunstnere.

Nu bliver alle tre ingredienser samlet i et nyt bæredygtigt produkt.

Passer på miljøet

Kvinden bag bor i Vallø, men har siden 2020 haft værksted i Højerup og er dermed nabo til Stevns Klint, hvorfra råmaterialerne til hendes unika-produkt kommer fra.

Hun hedder Conny Vies og hendes virksomhed hedder Chalk Copenhagen, og hun producerer håndlavede og bæredygtige pastelkridt i høj kvalitet.

- Vi har særligt fokus på de miljømæssige perspektiver og anvender kun bæredygtige materialer. Pastelkridtene fremstiller vi med lysægte naturlige jordfarver, plantefarver og jernoxider. Det er vores mål, at vi med vores produkter kan gøre en forskel for hver enkelte brugers oplevelse og kreative udfoldelse og samtidig passe på miljøet, fortæller Conny Vies, som også er maler og medlem af kunstnersammenslutningen Åbne Atelierdøre på Stevns.

Lokale leverandører
Det særegne kridteventyr begyndte i sommeren 2019 med hjemmeproduktion, da Conny Vies længe havde eksperimentet med egne pasteller, og fik lyst til at fremstille pastelkridt af kalk.

Hun er ikke startet fra bunden, idet hun dels er uddannet maler, men også har en baggrund i brancheorganisationen, hos Flügger og Teknologisk Institut, så viden og kunnen lå lige så godt i hånden som et stykke kridt.

- Vi fremstiller pastelkridt i hånden med kridt fra lokale brud og ugiftige pigmenter fra de områder i verden, hvor de smukkeste nuancer forekommer. På værkstedet i Højerup blander og ælter vi kridtmassen, derefter håndruller vi hvert kridt, der efter tørring skæres, inden det pakkes i æsken. Vi blander, tilretter og justerer hver enkel farve og tilstræber at skabe farvesammensætninger, der ligger tæt på naturen og det nordiske lys, forklarer Conny Vies, som bl.a. køber kalk fra Stevns Kridtbrud ved Mandehoved og Faxe Kalk.

Anna Ancher-farver

Hendes primære kunder er landets museer, som bl.a. tæller Skagens Museum og Louisiana.

- Vi arbejder med 50 forskellige farver, og et sortiment er Anna Ancher, der er 24 farvekridt, som bygger på skagensmalerens univers. Lige nu skal jeg fremstille et udvalg af Hammershøj-farver til Skovgaard Museet. Jeg analyserer kunstnernes billeder, kigger på pigmenter og kunstnernes brug af farver. Jeg skal også lave en palet af vikingeskibsfarver, siger Conny Vies, som tydeligt har stor viden om det at blande farver.

- For os er farverne af afgørende betydning, ikke kun den enkelt farve, men også farvernes kombinatorik og indbyrdes kontraster: Afdæmpede mørke jordfarver sat op mod lyse eller mere farvestærke kulører, kolde, varme, lyse, mørke og komplementærkontraster, kommer hendes faglige kommentar, der afsluttes med konklusionen:

- En farve får først sin kvalitet, når den opleves med og står i kontrast til andre farver, derfor er både farvestyrke, samspil, harmoni, form og størrelse faktorer, vi har taget stilling til i vores udviklingsarbejde.

Fængsler laver æske

Conny Vies har også leveret kridt til Storstrøms Billedskole, som bl.a. afholder kurser for stevnske børn i Store Heddinge.

- Vi havde et dejligt arrangement i Boesdal, hvor skolernes 2. klasser fik farver med hjem. Det var en god oplevelse, mindes hun.

Conny Vies' Chalk Copenhagen arbejder tæt sammen med forskellige socialøkonomiske virksomheder, og får produceret emballage af genbrugspap og lavet trææsker af resttræ i nogle af landets fængsler.

- På den måde får hver æske sin egen historie, sit individuelle udtryk og er f.eks. lavet af alle mulige slags træ., siger hun.

Det rustikke materiale passer smukt til pastelkridtene, som hverken indeholder plastbinder eller konserveringsmidler.

- Jeg har overvejet at lave nogle Stevnsfarver, siger Conny Vies, som lige nu er ved at blive væltet omkuld på efterspørgsel, fordi museerne har genåbnet efter corona-nedlukningen. Og farvekridtene fra Stevns er populære og en oplagt gave til store og små, amatører og professionelle.

Synes du, at kommunen er der for dig?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk