

Se billedserie
En flytning af start og mål-område samt forventede forsamlingsrestriktioner har fået de frivillige bag Stevns Jernmand til at kaste håndklædet i ringen for den store sommerevent i og ved Rødvig.
- Det er ærgerligt, men nødvendigt!
Sådan siger Torben Karlshøj, der er med i det team fra Køge Tri, der i en årrække har arrangeret triatlon-konkurrencer med det sydligste Stevns som kulisse.
Han oplyser, at Køge Tri har skrevet ud til alle de tilmeldte triatleter med budskabet om, at man desværre også har set sig nødsaget til at aflyse Stevns Jernmand 2021 - ligesom man gjorde i 2020. Men hvor det sidste år var corona, der gjorde udslaget, er det i år også andre årsager, som er udslagsgivende for, at man allerede nu melder ud, at der ikke bliver jernmand-konkurrence i Rødvig.
»Vi har længe set frem til sommer 2021, hvor vi igen skulle afvikle stævnet i Rødvig, men desværre er der eksterne forhold, der ligger i vejen for afviklingen. Vi har begrænsede ressourcer, da afholdelse af stævnet er baseret på frivillige medlemmers kæmpe indsats og opbakning. Rødvig Havn, som de forgangne år har lagt rammer for vores livlige start/finish line, bliver knudepunkt for et større vindmølleprojekt. Dette projekt forventes først at være afviklet, og havnepladsen dermed først frigjort, til september 2021. Vi har desværre ikke de ressourcer, der kræves for at projektere en ny central del af stævnet, som havnen udgør,« begrunder teamet bag Stevns Jernmand i en meddelelse til de allerende tilmeldte triatleter, hvor de også peger på, at coronaens forventede forsamlingsrestriktioner har medvirket til deres beslutning.
Af praktiske årsager vil alle tilmeldte automatisk få pengene tilbageført via Sportstiming og opfordret til at tilmelde sig igen til 2022. Overførslen vil ske i løbet af februar.
»Det er muligt at donere et beløb efter eget valg som støtte til Stevns Jernmand,« lyder det desuden fra teamet bag Stevns Jernmand, der håber, at denne gestus, som de juridisk ikke er forpligtet til, vil få triatleterne til at bakke op om stævnet igen.
»Vi kommer stærkt igen,« lover Køge Tri Team 2000.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her