

Se billedserie
Det er blevet en hyggelig, tilbagevendende juletradition i Store Heddinge by, når Klinteshoppen ved juletid rykker ind i ét af byens ledige butikslokaler med deres mange fine kunsthåndværker. Og spændende er det altid, hvor det mon bliver?
I år ligger butikken i Algade 24, hvor Blomsterpigen tidligere har holdt til, og det sker sammen med byens nyeste butik: Nature Purity, ejet af familien Kristensen.
- Vi er meget glade for invitationen til at dele lokalerne med Nature Purity. I år var der rent faktisk ikke de store muligheder for os, fordi byen ikke længere har helt så mange tomme butikslokaler. Det er jo på mange andre måder glædeligt, siger Lone Clausen fra Klinteshoppen.
Sidste år kunne Klinteshoppen og gæster brede sig i Nordeas fyldige banklokale på Nytorv, som nu er blevet til apotek. Derfor vil der være knap så mange forskellige varer i forhold til sidste år, men Klinteshoppen har dog stadig fundet plads til at inviterer andre kollegaer med indenfor.
- Sammen med disse kollegaer vil vi kunne tilbyde kvalitetsvarer inden for keramik, stentøj, origami, pileflet, strik, tekstil, sølvsmykker, bæredygtigt pastelkridt, stor variation i trævarer, fotokunst, malerier samt kvalitetsvarer fra Engvang, Utopia og vores lokale bryggeri, siger Lone Clausen.
Hun forklarer videre, at ligesom for så mange andre, så har tiden med corona også budt på sine særlige udfordringer for Klinteshoppen:
- Men ved at starte allerede midt november forventer vi, at alle interesserede kunder kan få lejlighed til at snuse rundt blandt de mange fine julegavemuligheder trods kravet til antal kvadratmeter per kunde, siger hun.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her