25. november 2020
Aktionsgruppen for genåbning af Strøbyhjemmet består bl.a. af Lone Nestved (tv.), Rehné Altenburg og Inge Milbrat. Foto: Klaus Slavensky
Aktionsgruppen for genåbning af Strøbyhjemmet består bl.a. af Lone Nestved (tv.), Rehné Altenburg og Inge Milbrat. Foto: Klaus Slavensky
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kæmper videre for at bevare Strøbyhjemmet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kæmper videre for at bevare Strøbyhjemmet
Stevns - 26. oktober 2020 kl. 17:37
Af Klaus Slavensky og Henrik Fisker

I flere år har en gruppe borgere kæmpet for at bevare kommunens tidligere alderdomshjem: Strøbyhjemmet, som bl.a. Strøby Pensionistforening har brugt som aktivitetshus i mange år.

Lukningen blev et debatemne under kommunalvalgkampen i 2017, og i forbindelse med en demonstration foran rådhuset forud for et kommunalbestyrelsesmøde i juni 2019, hvor Strøbyhjemmets skæbne skulle afgøres, fik borgmester Anette Mortensen (V) overrakt over 480 protestunderskrifter mod lukning af salg af huset.

Nu har en gruppe borgere fundet en række skøder og servitutter tilbage til 1941, som de mener, indeholder tinglyste forbud mod salg af Strøbyhjemmet.

Nyt medborgerhus i nord
Torsdag 10. oktober 2019 vedtog et flertal i Kommunalbestyrelsen at etablere et nyt kulturhus alias mødested i Acaciebo, som bl.a. har været børnehave, legeplads for dagplejen og senest hjemsted for Stevns Kommunes klasse for elever med en autistisk diagnose.

Det betød, at værestedet: Strøbyhjemmet skulle lukke og sælges, og at autismeklassen Solstrålen flyttes fra Acacievej til Lodbjerggårdsvej nær Strøbyskolen.

De mange protester mod denne treparts rokade medførte en række kritiske læserbreve, og 17. marts i år svarede formanden for Social- og sundhedsudvalget: Henning Urban Dam (S) bl.a. således på kritikken:

»Vi kommer af med en gammel og vedligeholdelsestung bygning, som vi ikke længere har brug for til kommunale formål. Vi får et længe ønsket medborgerhus i den nordlige del af kommunen, der kan rumme nuværende aktiviteter fra Strøbyhjemmet, samt nye aktiviteter. Vi får gode og nyistandsatte fysiske rammer, der rummer det, de skal, til vores specialskoletilbud. Vi optimerer altså på økonomien og skaber flere muligheder for aktiviteter og frivillighed. Jeg mener, at dette er både en rigtig og visionær politisk beslutning.«

Allerede inden beslutningen i Kommunalbestyrelsen i oktober sidste år tilsluttede såvel Ældrerådet som et flertal i Strøby Pensionistforenings bestyrelse sig flytteplanerne. Formanden for pensionisterne, der bruger Strøbyhjemmet: Lillian Lange udtrykte det her i avisen således, at hun har set skriften på væggen, og at man kommer længst med dialog. Derfor ville hun hellere bruge sine kræfter på at sikre en god indretning af Acaciebo til glæde for sine medlemmer.

Kampen fortsætter
Mens Stevns Kommune er ved at gøre klar til salg til salg af Strøbyhjemmet, har de tre initiativtagere, som oprindeligt startede kampen for at bevare det, ikke tænkt sig at opgive kampen for at få Strøbyhjemmet tilbage.

Det er forhenværende kommunalbestyrelsesmedlem Inge Milbrat, der blev valgt for Venstre og siden skiftede til Nyt Stevns, men som i dag er bestyrelsesmedlem i Det Konservative Folkeparti. Desuden Rehné Høst Altenburg, som har været kandidat for Nyt Stevns, men som i dag er medlem af Dansk Folkeparti, og Lone Nestved, der tidligere var formand for Køge Lejerforening.

- Jeg synes, at man skulle genoverveje salget af Strøbyhjemmet og tænke over, hvor mange stjernestunder de ældre kan få, hvis det blev bevaret. Man burde tage menneskelige hensyn før de økonomiske. Det hænger ikke sammen med borgernes forventninger, siger Inge Milbrat, og henviser til den politiske beslutning.

- Vi har oplyst Stevns Kommune om de tinglyste skøder, som er fra 1941, 1943 og 1961. Vi har hele tiden siddet inde med den viden og har oplyst dette til Kommunalbestyrelsen, men er hele tiden blevet afvist. Vi er en gruppe bekymrede borgere, og vi tror på, at det lykkes at få annulleret salget, siger Rehné Høst Altenburg.

- Stevns Kommune må hverken sælge eller nedrive Strøbyhjemmet, ifølge de tinglyste servitutter. Men Tinglysningsretten oplyser, at kommunen har annulleret de anførte skøder og servitutter, og derfor beder vi Justitsministeriet om at gøre indsigelse via ministeriets påtaleret til gavn for Strøbyhjemmets 200 brugere. Vi følger denne sag, og politikerne og forvaltningen får ikke fred for os, siger Lone Nestved.

- Vi har valg til næste år, og en del af kommunalbestyrelsesmedlemmerne kan nok rykkes, hvis folkestemningen er stærk nok, supplerer Inge Milbrat.

Dialog med ministeriet
Borgmester Anette Mortensen (V) er ikke bekendt med borgergruppens henvendelse til ministeriet, men understreger, at Stevns Kommune i vinteren / foråret 2020 har været i dialog med Justitsministeriet.

- Ministeriet har accepteret og medvirket til at få aflyst servitutterne, understreger borgmesteren.

Kommunaldirektør Per Røner oplyser, at forberedelsen af salget af Strøbyhjemmet er i fuld gang, og det forventes at blive udbudt til salg inden årsskiftet.

Det samme gælder istandsættelse af Acaciebo på Acacievej 54 i Strøby Egede til nyt medborgerhus, og overflytningen af autismeklassen Solstrålen til Lodbjergårdsvej 10 i Strøby Egede.

Køber du de fleste julegaver i forbindelse med Black Friday?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk