26. juli 2021
I to årtier har John Bork-Jørgensen haft fingeren på pulsen i forhold til de unge mennesker på Stevns. Foto: Erik Nielsen
gallery icon

Se billedserie

I to årtier har John Bork-Jørgensen haft fingeren på pulsen i forhold til de unge mennesker på Stevns. Foto: Erik Nielsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Interview: Med et hjerte der banker for de unge går John nu ind i pensionisternes rækker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Interview: Med et hjerte der banker for de unge går John nu ind i pensionisternes rækker
Stevns - 20. juni 2021 kl. 10:54
Af Erik Nielsen

John Brok-Jørgensen har været lig med skolernes SSP-repræsentant på Stevns siden 2001, og der er vel ikke et ungt menneske i Stevns Kommune, som ikke på et eller andet tidspunkt har stiftet bekendtskab med ham. På fredag holder den 63-årige SSP-konsulent sit sidste møde og med indgangen til skolernes sommerferie er han at regne som pensionist.

arrow Læs også: Bekymringsbrev om narko i omløb op til sidste skoledag

John Brok-Jørgensen husker tydeligt, hvorfor og hvornår han blev motiveret til at gå 100 procent ind i samarbejdet mellem skoler, socialforvaltning og politiet. Det såkaldte SSP-samarbejde.

- Jeg var lærer på den daværende Erikstrupskolen i Store Heddinge, hvor jeg blev ansat i 1983 med idræt, dansk og geografi som mine fag. I en time omkring årtusindeskiftet havde jeg en elev, som sad på bagerste række, og han var tydeligvis »bagskæv«. Dengang tog jeg en snak med eleven og hans forældre, og så begyndte jeg at tænke over situationen. Det motiverede mig til at gå i gang, og da det faldt sammen med, at der året efter blev slået en decideret stilling op i den gamle Stevns Kommune, så var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg skulle søge stillingen, siger den nu 63-årige SSP-konsulent, som nu har været Stevns Kommunes mand på området i over 20 år.

Kommuner lagt sammen

Da Stevns og Vallø kommuner blev slået sammen i 2006 blev stillingen heltids, efter de to kommuner havde haft hver sin halvtidskonsulent.

Men på fredag er det slut. Når mødelederen på SSP-kredsmødet for 10 sjællandske kommuner erklærer mødet for overstået, siger John Brok-Jørgensen samtidig farvel og tak til det arbejde, han har været 100 procent dedikeret til i over to årtier.

- Jeg skulle egentlig have afspadseret noget tid her som afslutning. Men jeg vil gerne afslutte mit arbejde på ordentlig vis, så derfor tager jeg den sidste uge og det sidste kredsmøde med, inden de to nye SSP-konsulenter i Stevns Kommune tager helt over, siger John Brok-Jørgensen, der har kørt parløb med de to arvtagere et stykke tid.

De har således været i gang siden maj, hvor John Brok-Jørgensen har tilrettelagt »et overleveringsforløb«, så de kan tage over uden alt for mange bump på vejen.

- Da jeg startede arbejdet i 2001, begyndte jeg helt fra scratch, der var intet defineret, og jeg skulle opfinde det hele selv. Det eneste arbejdsredskab, jeg havde i starten, var en rusmiddelguide, som blev brugt i hele Danmark på det tidspunkt. Den tog jeg med ud på skolerne og udleverede til eleverne. Få år efter fandt jeg ud af, at guiden havde den diametralt modsatte effekt end den var tiltænkt. De unge mennesker brugte den som en brugsanvisning i stedet for en guide til at undgå misbrug, husker den erfarne SSP-konsulent tilbage.

En øjenåbner

Ringstedforsøget så dagens lys i 2003. Her blev unges risikoadfærd undersøgt i forbindelse med tobaksrygning, alkohol, hashrygning samt andre former for narkotika, vold og anden form for kriminalitet.

- Det var en øjenåbner for alle rundt omkring i kommunerne. Det var virkeligt noget, der kunne bruges konstruktivt. Ringstedforsøget påviste, hvordan unge reagerer på det indirekte gruppepres, hvor den enkelte tror, at alle andre end dem selv eksempelvis drikker. Men sådan er det ikke. Det er som regel klassens alfahun og alfahan, der definerer, hvordan de unge tænker om eksempelvis at drikke. Så hvis du spørger de unge, så vil de sige, at alle i klassen drikker. Men det gør de rent faktisk ikke, når man spørger ind til det anonymt. Det er kun et mindretal. Derfor kunne vi helt konkret sætte ind og skyde flertalsmisforståelserne ned, forklarer John Brok-Jørgensen, der også er rigtig glad for, at det i marts måned endelig er lykkedes for Stevns Kommune at få udarbejdet og udgivet en ungeprofil.

Med den kan man nu smække tallene på bordet. Ungeprofilen er helt konkret en anonym spørgeskema-undersøgelse blandt alle skolens overbygningselever i syvende, ottende og niende klasse, som blev foretaget over tre måneder fra november 2020 til januar 2021.

- Det er meningen, at den skal udgives hvert andet år, så vi hele tiden har fingeren på pulsen over for, hvor de unge bevæger sig hen i forhold til forskellige problemstillinger, siger den afgående konsulent, der er rigtig glad for unge-profilen, som er et helt konkret værktøj, der kan bruges i SSP-arbejdet:

- Hidtil var meget af det, vi gjorde, baseret på gisninger, og hvad man lige hører på vandrørene. Det er selvfølgelig også vigtigt, men nu kan arbejdet rent faktisk baseres på gennemarbejdede fakta.

Faldende kriminalitet

Hen over årene viser politiets statistikker tydeligt, at ungdomskriminaliteten på landsplan og også i Stevns Kommune har været faldende.

- Jeg ved godt, at i medierne kan man få et andet indtryk, da det sælger bedre, at berette om vold og kriminalitet end at fortælle: »her går det godt«. Men her må man igen holde sig til fakta, og hvis man skal sige det, så vil jeg konstatere, at SSP-arbejdet har båret frugt.

Noget af det John Brok-Jørgensen helt konkret bruger rigtig meget tid på lige nu og her, det er »musik til ulempe«, som han formulerer det.

- Det tager tid fra kerneopgaven med misbrug og kriminalitet. Og helt ærligt, så burde forældre nok spørge deres unge mennesker, hvad de skal hen med den store soundbox, når de hjælper med at spænde den på ryggen af dem, inden de går til stranden.

Svinger op og ned

Han mener, at kriminaliteten blandt unge har »et fornuftigt leje« i øjeblikket.

- Det har altid svinget meget op og ned igennem årene. Det kommer meget an på den enkelte årgang. Populært sagt, så kommer vi altid »for sent«, men vores arbejde skal baseres på at komme så tidligt »for sent« som muligt. På den måde kan vi forebygge i stedet for at brandslukke, siger John Brok-Jørgensen, der har et godt råd til mange forældre i forhold til deres unge:

- I skal tage »magten« tilbage og sætte grænser for både rygning, alkohol og sengetider. Derudover bør alle vise interesse for og spørge ind til, hvor deres unge mennesker er henne, og hvad de laver. Det skal ikke være for at kontrollere, men for at vise interesse i de unge menneskers liv. Det er der også mange forældre, der allerede gør. Men der er altså også mange, der ikke gør, konkluderer John Brok-Jørgensen, der som 63-årig stadig har et hjerte, der banker for de unge, og han »bilder sig ind«, at han har været med til at have haft en positiv effekt på flere af de unge igennem de seneste to årtier.

Utilpasser eller tilpasset

Han hader udtrykket utilpassede unge.

- Nej, de unge mennesker er ikke utilpassede. De er tilpassede. Det vil sige, de er tilpassede den sociale virkelighed, de er en del af på godt og ondt, lyder det fra John Brok-Jørgensen, som ynder at bruge et Bruce Springsteen-citat:

» We learned more from a 3-minute record, than we ever learned in school!«

Han har aldrig fortrudt, at han skiftede skolelærer-jobbet ud med jobbet som SSP-konsulent.

Ny handleplan

- Men nu er det et natuligt punktum i forbindelse med, at der er fremlagt en ny fire-årig handleplan for SSP-samarbejdet for 2021-2024. Tempoet skal holdes lige indtil sidste dag, og jeg vil helst aflevere stafetten til de to nye konsulenter, mens jeg er i fart. I den sammenhæng glæder det mig, at SSP-området bliver udvidet. Det er altså ikke fordi, at jeg har lavet to mands arbejde. Men nu forbedrer man det forebyggende arbejde, og det glæder mig meget, siger John Brok-Jørgensen, der som noget af det første i sin pensionisttilværelse vil melde sig ind i den nye SUP-forening i Rødvig og lære kunsten at stå og padle fra et bræt på vandet.

En stor forkromet afskedsreception ligger ikke til Johns væsen. Han har i stedet inviteret kollegerne fra ungdomsskolen til en lille havefest-komsammen, hvor de kan sige farvel.

Glæder du dig til, at Tour de France kommer til Danmark i 2022
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk