5. juni 2020
Næstformand Jens Nielsen og formand Rikke Bindslev på den nyrenoverede scene. Fotos: Rikke Michael Hansen
gallery icon

Se billedserie

Næstformand Jens Nielsen og formand Rikke Bindslev på den nyrenoverede scene. Fotos: Rikke Michael Hansen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Gammel dame i nye klæder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gammel dame i nye klæder
Stevns - 24. marts 2020 kl. 05:48
Af Rikke Mikael Hansen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det har været to travle år for bestyrelsen og gode venner af Lille Heddinge Forsamlingshus. To do-listen har været lang, og der er blevet arbejdet hårdt for at føre det gamle hus - som vist nok er fra 1932 - op til en mere nutidig standard.

Og selv om listen endnu ikke er tilendebragt, kan der nu sættes hak ud for adskillige male-, reparations- og vedligeholdelsesopgaver.

Blandt andet er der i den sydlige ende af huset isat nye vinduer, da de gamle var »pivutætte«, som bestyrelsesformand Rikke Bindslev udtrykker det.

Scenedøren er også blevet udskiftet, og i køkkenet er to nye komfurer installeret. Flere steder er ny belysning blevet monteret, og på toiletterne er der kommet nye radiatorer og varmt vand i hanerne.

I den store sal er balkonen og scenen blevet renoveret med bl.a. nye gipslofter og belysning. Scenetrappen er blev udskiftet til en ny, mens det gamle scenetæppe stadig er i brug - efter diverse reparationsarbejder og en kraftig omgang støvsugning. Endvidere har huset fået nyt, moderne lydanlæg og flere flader har fået en ny omgang maling.

Udvendigt er gavlen blevet inddækket med fibercement og diverse brøndarbejder er afsluttet. Og listen fortsætter.

Fest, mad og overnatning
- Det har været en rigtig travl periode. Nu glæder jeg mig til at holder fri i nogle uger, siger formanden, der sammen med et par håndfulde andre frivillige har været flittig med malerpensel og meget andet.

Sammen med næstformand Jens Nielsen viser hun rundt i det gamle, hyggelige hus, der rummer to sale: den lille med plads til 50 spisende gæster og den store, hvor der ud over scene og balkon er plads til 100 personer. Desuden er her køkken med to ovne, køl og frys, bar og garderobe, dame- og herretoiletter samt et handicaptoilet.

- Det er jo et multihus med alle faciliteter, hvor man både kan fejre mærkedage, spille teater for et publikum, dyrke motion og holde foredrag, fortæller formanden, der for nylig inviterede byens rytterskole, den nye sognepræst, Rødvig Borgerforening og en repræsentant fra Højerup til et fællesmøde for at gøre opmærksom på de mange muligheder, som huset rummer.

Bestyrelsen er også gået i dialog med Restaurant Harmonien og Damgaardens Bed & Breakfast omkring et fremtidigt samarbejde, med planer om at tilbyde »hele pakken med lokaler, mad og overnatning«.

Desuden er der planer om at starte et ugentligt line dance-hold op

Dilettant og Disk '72
Første protokolbog for årene 1935-1971 vidner om mange forskellige aktiviteter i Lille Heddinge Forsamlingshus, heriblandt høst- og juletræsfester, fastelavnsridning og -fest, maskerade, kort- og andespil.

Huset - der i 1953 var blevet udvidet med en tilbygning og endnu en tilbygning i 1979 - fejrede i 1960 sit 25 års-jubilæum med dilettantkomedien: Det gamle guld af Morten Korch. Efterfølgende dans til Ole Olsens Orkester, som der står opført i protokollen. Og entréen var fire kroner.

Året efter var der filmfremvisning ved pastor J. Fabricius, og i 1962 blev der indkøbt to kaffemaskiner til 10 kroner. Forsamlingshuset har også i to døgn fungeret som indkvartering for 200 soldater og to biler - det var i 1966.

I 1945 blev en ungdomsforening dannet, og den figurerer også i protokollen i 1969, hvor foreningen står anført for at holde folkedans.

- I 1972 begyndte vi med ungdomsdiskotek: Disk 72, som blev en stor succes, der trak mange unge mennesker til, fortæller Jens Nielsen, der selv var med til de populære fester fra 1976 - det år, hvor han fyldte 16 år.

Ungdomsfesterne findes ikke mere, og i dag bruges huset en gang om måneden til fællesspisning for borgerne i Lille Heddinge, hvor der typisk dukker 40 til 50 børn og voksne op, som har en hyggelig aften sammen. Der bliver desuden syet patchwork og afholdt julemarked. Huset udlejes også til private fester, og sidste år blev der afholdt Mit kæreste eje. Senest har Kaare Johannesen givet foredrag.

Forsamlingshuset havde planlagt at fejre det nyistandsatte hus med en koncert med Sylvester Larsen & Nåleøjet, som på deres Lille Landsby Tour 2020 skulle have optrådt i Lille Heddinge Forsamlingshus i lørdags. Dette arrangement blev aflyst som følge af forsamlingsforbuddet under coronakrisen.

Nyt tag og bedre akustik
Næste store arbejdsopgave bliver en udskiftning af taget, som har set bedre dage.

- Og så vil vi også gerne forbedre akustikken, forklarer formanden, der snart skal i gang med at søge fondsmidler til projekterne.

Dertil kommer en række andre opgaver af forskellig karakter, som må løses hen ad vejen, når tid og økonomi tillader det.

Midlerne til de seneste istandsættelser er dels kommet fra driften, dels fra landsbypuljen, hvor Stevns Kommune har ydet økonomisk støtte til sceneprojektet.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk