

Se billedserie
Trods helt sommerlige tendenser med sol og mere varme, end vi ellers har oplevet de seneste uger, var der ingen tvivl om, hvor 40 stevnske børn og unge helst ville opholde sig i weekenden: Nemlig indendørs i Sydstevnshallen, hvor Alpha Esport Stevns under Aktiv Sommer havde inviteret til LAN-party.
47 timer var der afsat til masser af spil og turneringer i FIFA20, Just Dance, Fortnite og CS:GO, og da Stevnsbladet kiggede forbi lørdag aften var der stor aktivitet på skærmene.
LAN-eventet startede fredag eftermiddag kl. 16 og varede helt frem til søndag kl. 15, og for dem der ville, var der - med god afstand til hinanden - mulighed for overnatning på halgulvet med egne liggeunderlag og soveposer.
- Coronarestriktionerne har betydet, at der kun er 40 deltagere i år. Sidste år var vi 80 deltagere. Det er hovedsagligt drenge i alderen 8-14 år, og så er her en enkelt pige, fortæller Mette Krogh Olsen, der er formand for Alpha Esport Stevns.
Hun forklarer videre, at deltagerne sammen med 10 trænere og frivillige fra Alpha Esport Stevns weekenden igennem har været inddelt i mindre familiegrupper á 10, som har spist sammen, delt toiletfaciliteter mm.
For at sikre den gode afstand var to tredjedele af halgulvet afsat til overnatning og bevægelse, mens den sidste tredjedel var indrettet med fem rækker af borde, hvor deltagerne havde opstillet deres eget udstyr i form af computere, skærme, højtalere, tastaturer mm.
Nogle af deltagerne valgte at sove hjemme, mens andre sov i hallen - og andre igen forsøgte at holde sig vågne, for som Mette Krogh Olsen forklarer, så handler weekenden - ud over en masse spil og turneringer - i høj grad også om at give deltagerne en oplevelse af frihed, hvor de selv får lov at bestemme, hvornår - og om - de skal sove, hvad de skal spise og drikke osv.
- Og når der spilles turneringer, så lærer de at samarbejde, at forstå hinanden, altså skills, som man kan bruge i den virkelige verden, siger formanden.
- Ja, det handler både om samarbejde, og så lærer vi dem teknik og taktik, supplerer Lasse Danslev, der er næstformand i foreningen og underviser i CS:GO.
Ikke alt foregik indendørs, og i løbet af weekenden var der bl.a. løbekonkurrence og boldspil udenfor. Der kom også godt med sved på panden, når Just Dance-instruktør Anita Thøgersen fik deltagerne ud på dansegulvet.
En af weekendens deltagere er 12-årige Paul Daniel Petrut fra Hårlev, som til daglig går på Strøbyskolen.
Det er første gang, at Paul har været med til et LAN-party. Udover at få spillet en masse og deltaget i turneringer, har Paul også fået flere nye venner i løbet af weekenden.
Så det har været en sjov weekend og er med stor sandsynlighed ikke Pauls sidste LAN-party.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her