Dansk Jernbaneforbund går nu ind i debatten om Østbanens fremtid efter, at transportminister Benny Engelbrecht og regionsrådsformand Heino Knudsen (begge S) tirsdag bebudede en undersøgelse af, hvorvidt eldrevne busser - også kaldet tog på gummihjul - skal erstatte togdriften på skinner.
- Jeg har svært ved at tro, at regeringen i ramme alvor vil bytte toget ud med busser på Østbanen. En busløsning vil være en klar forringelse, der både vil skubbe folk over i bilerne og vil forringe mulighederne for regional udvikling, siger Henrik Horup, der er forbundsformand for 5000 lokomotivførere, togførere, stationsbetjente og banepersonel.
Formanden appellerer til, at politikerne finder penge til nye skinner i stedet for at asfaltere sporene og indsætte busser.
- Jeg ved, at denne regering brænder for et grønnere Danmark og en bedre balance mellem land og by. Busdrift på Østbanen vil trække i den præcis modsatte retning. Indtil videre er der ikke truffet nogle beslutninger. Jeg sætter min lid til, at fornuften vil indfinde sig i løbet af foråret, siger han.
Slut med tog til Roskilde
Han tilføjer, at den såkaldte BRT-løsning - tog på gummihjul - ikke kan hamle op med toget, når det kommer til regional udvikling og grøn omstilling.
- På bordet ligger planer om direkte tog fra Stevns til Roskilde og måske videre endnu. En busløsning vil øjeblikkeligt begrave de tanker og dermed ambitionerne om at løfte området. Hvordan harmonerer det med regeringens ambitioner om at løfte landdistrikterne? Hvordan harmonerer det med ambitionerne om en grøn omstilling, spørger Henrik Horup.
Han tilføjer, at passagererne vil blive taberne, hvis toget erstattes af busser på Østbanen:
- Der findes intet sted i verden en BRT-løsning, der kan sikre samme hastighed, komfort eller passagertal på en strækning som Østbanen, som toget kan. BRT er reelt en billig løsning til storbyer, der ikke har råd til metro eller letbane. Det er jo ikke uden grund, at vi I Danmark investerer milliarder i metro og letbaner i landets tre største byer - i stedet for BRT. Skinner kan bare så meget mere end gummihjul i konkurrencen med bilen, siger Henrik Horup.
En løftet pegefinger
Udtalelsen slutter med en løftet pegefinger:
- Dette er i bedste fald rent spild af tre millioner gode danske skattekroner til en undersøgelse. I værste fald er det her første skridt ned ad en sort vej, der betyder afvikling af landdistrikterne i Danmark og øget trængsel på indfaldsvejene til København, siger Henrik Horup.
Dansk Jernbaneforbund har for at skabe opmærksomhed om sin kamp for at bevare Østbanen fremstillet et logo, der i ord og grafik opfordrer til at sige nej tak til »Bennys busser«. Det kan downloades fra forbundets hjemmeside.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her