16. juni 2021
- Jeg har altid været imod tanken om et forretningsudvalg, for jeg vil hellere have en arbejdende bestyrelse. Jeg vil uddelegere opgaverne, så alle i bestyrelsen har et ansvarsområde, siger den afgående formand for Gymnastikefterskolen Stevns. Foto: Henrik Fisker
gallery icon

Se billedserie

- Jeg har altid været imod tanken om et forretningsudvalg, for jeg vil hellere have en arbejdende bestyrelse. Jeg vil uddelegere opgaverne, så alle i bestyrelsen har et ansvarsområde, siger den afgående formand for Gymnastikefterskolen Stevns. Foto: Henrik Fisker
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: En skolemand siger farvel og tak

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

En skolemand siger farvel og tak
Stevns - 06. juni 2021 kl. 06:49
Af Henrik Fisker

Dagen efter interviewet ringer Hans Jørgen Karlshøj-Andersen til redaktionen.

- Nu husker du at få med, at jeg også er landmand? Jeg passer min gård og er jo ikke uddannet inden for skoleverdenen, siger han.

Jovist, Hans Jørgen Karlshøj-Andersen er femte generation på slægtsgården: Karlshøj, som hans tipoldefar: Rasmus Nielsen flyttede ud fra Lyderslev i 1833. Selv har han aftjent sin værnepligt i landbrugets organisationer. Her var han kendt som en foregangsmand, der trods sit lidt underspillede væsen har sine meningers mod og ved, hvordan man skal sætte en dagsorden.

Men det er ikke hans rolle i landbruget, som er omdrejningspunktet i denne artikel. Det er derimod Hans Jørgen Karlshøj-Andersens livslange engagement i skolelivet, som på mandag aften afsluttes, når han aflægger sin sidste beretning som formand for Gymnastikefterskolen Stevns.

Han har siddet i bestyrelsen siden 1992, hvor han afløste Steffen Nordgaard, og på formandsposten siden 2001, da Lars Asserhøj takkede for at hellige sig det politiske arbejde som borgmesterkandidat.

To pladser skæres væk

Anledningen til at stoppe nu er en vedtægtsændring, som bestyrelsen foreslår generalforsamlingen af godkende. Ifølge den bliver bestyrelsen skåret ned fra ni til syv medlemmer, og da Hans Dalgaard efter samfulde 33 år i bestyrelsen har valgt at sige stop nu, følger Hans Jørgen Karlshøj-Andersen med ham ud.

- Så passer pengene uden, at vi skal bede nogen om at gå, som han siger.

På sin vis er det næsten symbolsk, at de to forlader bestyrelsen netop nu. De er jævnaldrende og har gået i skole sammen på den gamle Sydstevns Friskole i Boestofte, hvor de startede i 1956.

- Det var sådan en gammeldags skole med et lærerpar, der underviste 60-70 elever, og derfor har jeg kun gået i skole hver anden dag. Måske lærte vi ikke så meget, men vi havde et tæt forhold til vores skole, som blev drevet i den gamle bondetradition, beretter Hans Jørgen Karlshøj-Andersen.

Da skolen måtte lukke, blev han nærmest naturligt en del af kredsen, der ville oprette en ny skole, hvor den danske sangskat og den nordiske mytologi stod centralt.

- Da vi så fik fat på en rigtig god fortæller - Aksel Bording - som skoleleder, lå vejen klar, siger skolemanden, der selv blev medlem nr. 1 i Stevns Friskole i Rødvig.

Han sad 15 år i bestyrelsen og nåede undervejs at blive landsformand for Dansk Friskoleforening og aktiv i Frie Grundskolers Fællesråd. Han noterer ikke uden tilfredshed, at alle hans tre børn og fire børnebørn enten har eller stadig går i Stevns Friskole, hvor hans søn: Jesper er medlem af bestyrelsen.

Den slemme hoste

Men aldrig så snart havde Hans Jørgen Karlshøj-Andersen sluppet friskolen, før han blev opfordret til at stille op til bestyrelsen i det, der dengang hed Stevns Ungdomsskole.

- Jeg har det altid med, at jeg kommer til at hoste på generalforsamlingen, og så er man straks valgt til bestyrelsen, siger han med et glimt i øjet.

Han må have hostet en del, for som nævnt blev han ni år senere valgt som formand for bestyrelsen - og fra den position blev landmanden fra Sydstevns også landsformand for Efterskoleforeningen - en post, som han passede med stor ihærdighed, indtil han trådte tilbage for to år siden, da han netop var fyldt 70.

- Dette arbejde kan jeg stadig godt savne. Det var en meget spændende tid, siger han.

Store tanker på traktoren

Som medlem af bestyrelsen var Hans Jørgen Karlshøj-Andersen i 1997 med til at ansætte den nuværende forstander Carlo Mathiassen. De to kender hinanden særdeles godt og sætter pris på hinandens selskab, hvilket tydeligt fremgår, da forstanderen bryder ind i interviewet med formanden med følgende statement:

- Den tillid, som bestyrelsen har vist mig og de ansatte, er selve grundlaget for den skole, som vi har i dag. Hans Jørgen er manden, der sidder på sin traktor og tænker store tanker. Han er en meget iderig og visionær formand, som altid møder op på skolen med glød i øjnene og ild i sjælen. Men han respekterer det armslængdeprincip, der bør være mellem skolens bestyrelse og ledelse. Jeg husker, hvordan han engang udtrykte det således, at bestyrelsen skal helst stå ude bag hækken og kigge ind og se, at den går den vej, som de gerne vil, siger han.

Hans Jørgen Karlshøj-Andersen tilføjer, at bestyrelsens vigtigste opgave netop er at skabe de rammer, som ledelsen skal operere indenfor.

- Jeg har altid været imod tanken om et forretningsudvalg, for jeg vil hellere have en arbejdende bestyrelse. Jeg vil uddelegere opgaverne, så alle i bestyrelsen har et ansvarsområde. En kan f.eks. følge økonomien, en anden har kontakt til skolekredsen, en tredje følger PR-arbejdet, og en fjerde kan engagere sig i nyt byggeri, siger han.

Bilerne med de brede dæk

I Hans Jørgen Karlshøj-Andersens tid i bestyrelsen har skolen nærmest udviklet sig ved knopskydning. Samtidig er antallet af elever blot i Carlo Mathiassens tid steget fra 110 til i dag 187 elever, hvilket placerer efterskolen som én af de store i landet.

- Vi har en ambition om at udvikle skolen uden at sætte elevbetalingen op. Vi skal helst ligge på landsgennemsnittet. Tricket er konstant at ligge 10-20-30 elever højere end det, som økonomien kræver - det giver luft i budgettet til nye aktiviteter. Samtidig har vi konstant forfinet vores profil. I min formandstid har vi to gange givet skolen nyt navn for at understrege vores speciale: gymnastikken. Samtidig har vi nedprioriteret andre områder. Jeg ved fra min tid i Efterskoleforeningen, at de skoler, der har det sværest, er dem, der vil det hele. De kører med op til 12 linjefag, hvor vi nøjes med fem, siger han.

Men der pågår til stadighed en kamp om eleverne:

- Kravene fra forældrene er skærpet de senere år. Vi hører konstant ønsket om et højt fagligt niveau - det er typisk fædrene, der siger sådan, mens mødrene lægger mere vægt på dannelsesprojektet og den personlige udvikling. Heldigvis er det som regel mor, der bestemmer i hjemmet, smiler Hans Jørgen Karlshøj-Andersen.

Han tilføjer, at i hans verden er efterskolerne i dag en dannelsesmæssig arvtager fra højskolerne i hans barndom.

- Jeg gik selv fem måneder på Rødding Højskole i 1968-69. Det handlede om livsoplysning, hvor det vigtigste var at blive et ordentligt og helt menneske. Det et vigtigt for mig, at efterskolerne er for alle og ikke bare de riges folks børn. Derfor afsætter vi hvert år en pulje penge til at nedsætte forældrebetalingen til den enlige mor med tre hjemmeboende børn, så det ikke kun er de forældre med de brede dæk på bilerne, der parkerer uden for vores skole, siger Hans Jørgen Karlshøj-Andersen.

Sikke noget pjat

Interviewet nærmer sig sin afslutning, og journalisten spørger, om skolen med sin stevnske forankring pr. definition skal have en formand fra lokalområdet.

- Nej, det er der ikke nogen regel om. Men sådan har det bare altid været. Skolekredsen er mere geografisk spredt i dag end tidligere, og hvis man går ind for sagen, er det ikke noget problem, hvor man bor, siger han.

Den afgående formand tilføjer:
- Nu går jeg, og så kan skolen komme til at udvikle sig!

Det afføder følgende bemærkning fra forstander Carlo Mathiassen:

- Sikke noget pjat, Hans Jørgen!

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk