
Dagli'Brugsen i Hellested har fået navneforandring til Dejli'Brugsen. Eller rettere: Coop Danmark har indvilliget i at fremstille et skilt, der skal sættes op neden under det officielle med Dagli'Brugsen, hvor der står »Dejli'Brugsen«. Det skriver DAGBLADET Stevns torsdag.
Det nye navn er opfundet af en vittig og meget tilfreds kunde i landsbyens dagligvarebutik, der onsdag opnåede en helt særlig hædersbevisning. I en landsdækkende undersøgelser blandt alle Coop Danmarks 379 Dagli'Brugser kom Hellested som en klar nr. 1, når det gælder kundernes tilfredshed.
Førstepladsen er aldeles suveræn. Kunderne i landets Dagli'Brugser er blevet spurgt om deres tilfredshed på en række punkter, og de giver en kritisk feedback med et gennemsnit på 27,7 procents tilfredshed. Men i Hellested var tallet så højt som 83,3 procent.
Roserne fra kunderne er især rettet mod den mangeårige uddeler: Karin Hansen og hendes personale. En af kunderne skriver således i sin besvarelse:
»Der findes ikke bedre service i Danmark. Der er supervenlig betjening, udstrakt hjælpsomhed til alt fra madopskrifter, udbringning af varer, vejledning om bryllupsgaver - alt! Når først man har oplevet den atmosfære, hjælpsomhed og imødekommenhed, som vi oplever, kan man ikke lade være med at tale positivt om Brugsen. Vi anbefaler den til alle!«
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her