

Se billedserie
Varpelev: Det er tre år siden, at 3F Køge Bugt stillede op sammen med de fyrede medarbejdere på Varpelev Tomater og lavede demonstration og fysisk blokade mod de østeuropæiske plukkere, der havde overtaget deres arbejde. Blokaden er siden kendt ulovlig, men bitterheden mod tabet af stevnske arbejdspladser og den efterfølgende løndumping har stadig ikke fortaget sig.
Det blev klart, da Sejer Folke og Gitte Christensen fra Enhedslisten Stevns mødte op til rundvisningen på Østervang Sjælland lørdag eftermiddag. Med sig havde de et papskilt med indskriften: »Ja til velfærd - Stop løndumping«. De deltog opmærksomt i rundvisningen og stillede mange spørgsmål, men forsøgte på intet tidspunkt at forstyrre arrangementet.
Efter rundvisningen havde de lejlighed til at spørge ind til løn- og arbejdsvilkår på stedet. Her kom det frem, at Østervang kun har fire-fem ansatte på lønningslisten, og de er alle danske. Hertil kommer omkring 50 sæsonarbejdere primært fra de baltiske republikker i højsæsonen - i øjeblikket er der omkring 30 på arbejde.
- Men de er ikke ansat af os. Vi køber arbejdskraften fra et vikarbureau, som afregner medarbejderne direkte uden om os. Det er den metode, som stort set alle danske gartnerier bruger, sagde direktør Peter Krage.
På DAGBLADET's spørgsmål oplyste direktøren, at de litauiske medarbejdere aflønnes i forhold til, hvor meget de plukker. Men de kan typisk opretholde en timeløn på 89 kroner, som inkluderer feriepenge og pension. Til sammenligning er 3F's mindsteløn på omkring 120 kroner plus feriepenge og pension.
Sejer Folke ønskede oplyst, hvorfor gartneriet ikke beskæftiger de stevnske ansatte, der arbejdede på Varpelev Tomater før konkursen:
- Det er på grund af de stigende energiafgifter. Vi kan ikke klare os i konkurrencen med det store udgiftspres. Der er fem-seks store gartnerier tilbage i Danmark, og kun to af dem har ikke »slået en kolbøtte«, sagde Peter Krage.
Læs mere i DAGBLADET Stevns mandag
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her