5. august 2020
Elverhøjsalen på Hårlev Kro var helt fyldt, og en del af deltagerne i borgermødet måtte stå op. Foto: Hans Jørgen Johansen
gallery icon

Se billedserie

Elverhøjsalen på Hårlev Kro var helt fyldt, og en del af deltagerne i borgermødet måtte stå op. Foto: Hans Jørgen Johansen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bred opbakning til skinnekrav

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bred opbakning til skinnekrav
Stevns - 17. december 2019 kl. 12:53
Af Henrik Fisker
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

»Østbanen er en livsnerve for Region Sjælland« stod der på den flyer, som var lagt ud på alle stolene i Elverhøjsalen på Hårlev Kro, hvor regionen og de tre østsjællandske kommuner holdt fælles borgermøde om Østbanens fremtid. Mødet blev et stort tilløbsstykke, hvor op mod 250 mennesker mødte op på den første hverdag med banens nye, forringede køreplan for at høre nærmere om den alvorlige tilstand, som skinnenettet er kommet i.

arrow Læs også: Nye skinner om to et halvt år?

De fik ingen konkrete løfter med hjem - ud over en garanti fra regionsrådsformand Heino Knudsen (S) om, at politikerne vil kæmpe »med blod, sved og tårer« for at sikre Østbanen en god fremtid. Men for at målet kan nås, kræver det massiv opbakning på tværs af partiskel og kommunegrænser.

- I skal tale om Østbanen ved alle middagsselskaber og nede i Brugsen, sagde han, da han efter halvanden time rundede mødet af.

Bred forsamling
Forsamlingen var bredt sammensat af daglige pendlere, borgere, aktive i lokale beboerforeninger foruden politikere fra både kommuner, region og Folketinget. Der var kvinden fra Faxe Ladeplads, der var flyttet ud af København, fordi der er en bane, så hun kan pendle til sit arbejde, og som nu frygter for konsekvenserne, hvis den forsvinder. En beboer i Permatopia i Karise lagde vægt på at leve op til klimamålene og havde ikke lyst til at skifte toget ud med bilen. Og en mor fortalte, hvordan hendes søn af og til ikke kan komme med toget om morgenen, når han skal på gymnasiet, fordi toget fra Hårlev til Køge er fyldt til bristepunktet. Hvad sker der så nu, hvor I afskaffer hver anden afgang, spurgte hun bekymret.

Faxes borgmester Ole Vive (V) slog fast, at den forringede køreplan meget vel kan føre til, at flere vælger bilen frem for toget: - Højst sandsynligt vil mange af jer have råd til at købe en lille bil. Men det giver ingen mening, at vores indfaldsveje sander endnu mere til. Og når man har anskaffet bil nummer to, er det sværere at vende tilbage til toget igen, sagde han.

Hans kollega på Stevns Anette Mortensen (V) tilføjede, at forringelserne rammer helt almindelige familier, der kæmper med at få hverdagen til at hænge sammen:

- De har ikke brug for forsinkelser, når de skal hjem fra arbejde og hente børn, inden de kører dem til deres fritidsaktiviteter, sagde hun.

Borgmester Marie Stærke (S) bakkede op og lovede, at »Køge er lige bag jer« i kampen for at bevare Østbanen.

En enkelt røst imod
Blot en enkelt deltager i borgermødet ønskede en anden vej end nye skinner. Det var Erling Rasmussen, der oplyste, at han bor i den gamle stationsbygning i Vallø og nu ville hælde »grus i maskineriet«.

- Hvad er alternativet til at bruge 660 millioner kroner på nye skinner? Hvad vil det koste at indsætte busser i stedet for? Østbanen ligger som en stang jern ned gennem Stevns uden at betjene det største bysamfund: Strøby Egede, sagde han.

Erling Rasmussen betvivlede regionens oplysning om, at Østbanen har over en million passagerer om året,

- Det passer ikke. Det kan jeg se ud gennem mine vinduer, når toget kører forbi. Og et tomt dieseltog, der buldrer forbi, udleder en masse CO2, sagde han.

Den melding høstede han ikke klapsalver for i forsamlingen. Det gjorde derimod Andrea - en gymnasieelev, som tog til genmæle.

- Det holder simpelthen ikke! Prøv at se på toget kl. 7 om morgenen, hvor folk står op som sild i en tønde. På hjemturen sidder jeg i toget og laver mine lektier. Det kan jeg ikke gøre i en bus, sagde hun.

Også Heino Knudsen lagde klar afstand til forslaget om busser i stedet for tog:

- Hvordan skulle vi få plads til så mange passagerer i busser? De vil fylde voldsomt op på de små veje, og de vil ikke komme hurtigere frem, sagde han.

Hold fokus på skinnerne
Flere i salen benyttede mødet til at lufte andre ideer for at skaffe flere passagerer til den kollektive trafik. Blandt forslagene var lavere takster, batteridrevne tog og en helt ny bane fra Køge til Strøby Egede og Strøby.

Men politikerne advarede mod at blande tingene sammen:

- Nu fokuserer vi på skinnerne og bruger vores energi på at sætte dem på ministerens dagsorden. Ellers fortaber vi os i en masse andre detaljer. Og så mister vi fokus, sagde borgmester Anette Mortensen, der opfordrede de tilstedeværende medlemmer af Enhedslisten til at lægge partikasketterne til side.

Erik Swiatek (S) - der er formand for Teknik- og Ejendomsudvalget i Køge - opfordrede ligeledes til at stå sammen om et enkelt emne:

- Jeg kunne sagtens begynde at snakke om dobbeltspor mellem Køge og Køge Nord, men den tager vi en anden gang, sagde han.

arrow Forslag: Drop statsvejen og brug pengene på skinner
18. december 2019 kl. 05:54 Opdateret: kl. 13:02
arrow Bred enighed bag appel til ministeren: Nye skinner til Østbanen nu
16. december 2019 kl. 19:01 Opdateret: kl. 19:01
arrow Sjællandske MF'ere samles om nye skinner til Østbanen
16. december 2019 kl. 14:09 Opdateret: kl. 12:56
Sundhedsstyrelsen opfordrer nu til at man bruger mundbind i myldretiden: Synes du det er en god idé?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk