25. maj 2018
Shu-bi or not Shu-bi er et kopiband med den ægte vare på hylderne og to af de originale shubber på scenen. Foto: Martin V. Andersen
gallery icon

Se billedserie

Shu-bi or not Shu-bi er et kopiband med den ægte vare på hylderne og to af de originale shubber på scenen. Foto: Martin V. Andersen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Billeder: Shu-bi-dua stemning i Spilledåsen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Billeder: Shu-bi-dua stemning i Spilledåsen
Opdateret 17. maj 2018 kl. 16:01
Stevns - 17. maj 2018 kl. 14:09
Af Henrik Fisker
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det siger noget om standarden på den rytmiske scene i disse år, at nogle af de mest efterspurgte artister er de såkaldte kopibands - altså orkestre, der spiller musik, som den lød, da de ældre var yngre. Her kan især det lidt bedagede publikum synge med på de sange, som var fremme, da de store bands gav koncerter og hyppigt udgav hele albums på vinyl og cd - og ikke blot sendte singler ud på diverse streamingtjenester.

Et af de store danske navne fra 70'erne og 80'erne var Shu-bi-dua, som med en blanding af iørefaldende sange og elskværdigt vanvid oversatte rockens store navne til dansk og rejste landet tyndt med vid og bid. Hver gang, at der kom nyt fra Shu-bi-dua, var man nødt til at investere i skiven for at finde ud af, hvad de mon nu havde fundet på.

Når man nu genhører de gamle sange som i Spilledåsen onsdag aften, er det svært ikke at blive meget nostalgisk. Man sidder der i salen og håber, at både den og den ørehænger er med - og bandet vurderes på, hvor meget de ligner originalerne. Men i et kopiband kommer der ingen nye sange til - aftenen tilhører fortiden, og kravet om fornyelse er afløst af en feel good nostalgisk følelse.

Spilledåsen havde inviteret Shu-bi or not Shu-bi - et helt klassisk Shu-bi-dua ordspil - hvor to af de fem musikere havde været med i det oprindelige orkester. Claus Asmussen er den hårde slider på guitar, der spillede med i det originale Shu-bi-dua i 30 år, mens Bosse Hall Christensen er den fanden-i-voldske trommeslager, der skabte nogle af mest sindssyge (på)hit i de første år, inden hans adfærd blev for meget for de resterende bandmedlemmer, som i 1981 bad ham forlade selskabet.

I dag må Shu-bi-dua i sin oprindelige form anses for at være fortid, og så er det hyggeligt, at der findes kopibands til at tage over. Shu-bi or not Shu-bi rammer lyden flot og viste et højt tempo fra start til slut - men det var først og fremmest charmen, som gjorde en aften i selskab med orkestret til en fornøjelse.

Her trækker den nye forsanger: Carsten Lagermann et stort læs. Han er bevidst om, at han ikke kan fylde Michael Bundesens store sko ud, men han er alligevel en særdeles effen standin for Bonden, der efter sit møde med skæbnen ikke kan udfylde rollen mere. Ikke bare minder Carsten Lagermanns stemme om den ægte vare - manden bag den er lige så sprælsk og energisk som den originale forsanger.

Han var godt hjulpet af både Claus Asmussen og den nye bassist: John Sørensen, som ind imellem trådte i karakter som showman og gav den fuld skrue. Bosse sad bag trommerne som i de gode, gamle dage - nu aldeles kronraget i hvid skjorte, sort vest, rødplettet halsklud og et elskværdigt smil, der blotter tandsættet i et stort, åbent grin, der giver mindelser om et dødningehoved. Her sad han og hyggede sig med alle de crazy gags, som gjorde hans Shu-bi-dua berømte og berygtede i halvfjerdserne.

Vi fik et bredt udvalg af stort og småt - og publikum sang med af fuld hals, indtil aftenen sluttede i et forrygende crescendo med Fed rock, Stærk tobak og Står på en alpetop.

Dermed sluttede Spilledåsens forårssæson i højeste gear, og publikum gik glad hjem med høj musik i øregangen fra en usædvanligt varm biografsal i Snurretoppen.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk