

Se billedserie
I hård konkurrence med fastelavns-arrangementer og almindelige lørdagssysler på stevnsboernes hjemmefronter, var der inviteret til borgermøde, hvor kursen for fremtidens naturcenter ligesom skulle stikkes af.
Cirka 40 personer kom forbi i løbet af de tre en halv time, der var afsat til et borgermøde på Stevns Naturcenter, som har sin naturlige base på Mandehoved og lige ud til klinten ved Sigerslev.
En gruppe lystfiskere kom også tilfældigt forbi og fik gratis frokost, og de gav selvfølgelig deres ideer videre omkring lystfiskeri.
- Der er kommet rigtig mange input, som jeg og min nye kollega her på naturcentret kan arbejde videre med, lyder det efterfølgende fra naturvejleder Rasmus Brix Elvekjær, der stod for arrangementet.
De fremmødte fik ud over et gratis måltid mad også mulighed for at finde og undersøge fossiler og sten samt kikke på insekter i mikroskop og ikke mindst undersøge mange forskellige fisk i diverse akvarier, hvor der også var et bassin, hvor det var tilladt at røre ved dem.
De tre kommunalbestyrelses-medlemmer Flemming Petersen (V), Line Krog Lay (R) og Helen Sørensen (S) stod i hver sin bod, hvor de modtog ideer og visioner fra borgerne. De er alle tre medlemmer af Plan-, Miljø- og Teknikudvalget - med førstnævnte er formand.
De fortæller samstemmende, at der var en meget fin dialog.
Også Enhedslistens Jan Jespersen fra Kommunalbestyrelsen deltog engageret på dagen.
Udover de nævnte politikere deltog også formanden for biavlerforeningen Ole Ejlersen samt formanden for DN Stenvs: Michael Kruse.
Flere personer fra kommunens ledelse var også dukket op, og så blev naturvejlederen ekstra glad, da han fandt ud af, at der også var en landmand blandt deltagerne.
- Han og jeg fik os en snak, da jeg gerne har villet have et samarbejde op at stå vedrørende skolebesøg. Og det var han helt med på, forklarer Rasmus Brix Elevekjær.
To skolelærere deltog og havde mange ideer til samarbejde, og så blev grundlæggeren af og den første naturvejleder på Stevns Naturcenter, Peer Nørgård, også spottet som deltager.
En lokal fisker fra Rødvig deltog med forslag til samarbejde om skoleformidling af fiskeri, mens Rasmus Visby var ordstyrer i løbet af dagen.
Jonas Holm er naturcenteret nye servicemedarbejder, og han gav den som kok, så alle deltagere kunne få det lovede måltid mad, inden de atter tog hjem.
- Det var et rigtigt fint borgermøde med mange engagerede borgere. Vi fik virkelig mange gode forslag og ideer - der var meget gennemtænkte. Det betyder meget med politisk opbakning, og at vi kan mærke, at borgerne her i Stevns både vil passe på naturen, så alle kan få nogle gode oplevelser, siger naturvejlederen på Stevns Naturcenter, der har et ønske om, at flest muligt lærer noget fagligt om vores alle sammens fantastiske natur.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her