

Se billedserie
Stemmeprocenterne fortsatte med at være høje på samtlige valgsteder i Stevns Kommune, da det blev opgjort klokken 14 - selvom eksperter har spået en lav stemmedeltagelse denne gang ved Europaparlamentsvalget, så har det ikke slået igennem på Stevns ind til videre. Og de unge møder også op.
20-årige Julie Bertram stemte i dag til sit andet valg. Sidst var det kommunalvalget i 2017 og allerede om mindre end to uger skal hun på ny ud for at sætte sit kryds, når der er valg til Folketinget. Og det har hun tænkt sig at gøre.
- Jeg er meget interesseret i politik, og jeg mener, at det er vigtigt at stemme, siger hun, og der er altså lige meget om det er lokale valg eller internationale.
Kommunalvalg, Folketingsvalg og Europa-parlamentsvalg. Alle tre typer af valg er vigtige for Julie Bertram, hvorfor hun mødte op søndag lige over middag for at sætte sit kryds i Sydstevnshallen ved Rødvig.
Stemmeprocenterne klokken 14 for de fire stevnske valgsteder kan ses herunder. I parentes ses de samme tal for Europa-parlamentsvalget i 2014.
Hårlevhallen 35,1 (28,3), Strøbyhallen 39,2 (32,5), Stevnshallen 37,5 (30,4) samt Sydstevnshallen 38,8 (32,7).
Dermed ligger samtlige valgsteder på Stevns stadig over valgdeltagelsen for 2014-valget.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her