7. december 2019
Kl. 2.05: Den kommende borgmester, Anette Mortensen, møder pressen for at fortælle om forhandlingsresultatet. Foto: Kenn Thomsen
Kl. 2.05: Den kommende borgmester, Anette Mortensen, møder pressen for at fortælle om forhandlingsresultatet. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Venstre tager borgmesterpost efter halvering af stemmerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Venstre tager borgmesterpost efter halvering af stemmerne
Opdateret 22. november 2017 kl. 13:09
Stevns KV17 - 22. november 2017 kl. 13:03
Af Henrik Fisker
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Stevns får en borgerlig borgmester efter, at et snævert blåt flertal i nat valgte at stå sammen og pege på Anette Mortensen fra Venstre. Hun fik personligt et flot valg og flest personlige stemmer, men for hendes parti var valget en katastrofe. Med blot 19,5 procent af stemmerne blev Venstre omtrent halveret, og nedgangen på 17,9 procent fra sidste valg er det største tab, som noget parti har lidt i hele landet ved dette valg. Det betød, at sidste valgs otte mandater nu er omsat til blot fire.

arrow Læs også: Flertalsgruppe, min bare...

Dansk Folkeparti sad som ventet med de afgørende mandater og kunne vælge side. Ud over DF's egne to genvalgte medlemmer fik rød blok ni mandater, mens blå blok rådede over otte. Derfor skulle DF nu træffe et valg og lægge sit æg i én af de to kurve.

Det skete rent symbolsk ved, at partiets to medlemmer hen over mere end to timer gik ind og ud af dørene til to mødelokaler ved siden af hinanden i Hårlevhallens cafeteria. Til venstre sad Venstre, Konservative og Nyt Stevns, mens Socialdemokratiet, Enhedslisten og Radikale holdt til i lokalet til højre.

- Vi går efter at få mest muligt for vores stemmer, forklarede Varly Jensen til det utålmodige pressekorps, der ikke kunne forstå, hvorfor forhandlingerne trak så længe ud. Navnlig ikke efter, at samme Varly Jensen kort efter, at valgresultatet forelå, slog fast, at det nuværende flertal fungerer godt, og at det gerne måtte fortsætte. Det gav en forventning i Hårlevhallen om, at DF var på vej til at pege på Steen S. Hansen (S) som ny borgmester.

DF: Rigtig fin forhandling
Forhandlingerne trak længe ud, da Dansk Folkepartis to genvalgte politikere først ville se, hvem der var valgt til den nye kommunalbestyrelse, før de kunne melde ud, hvem de ville pege på. Optællingen af personlige stemmetal trak længe ud og blev først offentliggjort efter kl. 1.30 efter, at der var beordret omtælling på Harmonien i Rødvig.

Endelig kl. 2.05 kom Varly Jensen ud fra blå bloks mødelokale og meddelte, at Anette Mortensen bliver ny borgmester.

- Vi får en blå borgmester i en blå kommune. Det har vi opnået efter en rigtig fin forhandling, og vi har ikke solgt os for dyrt, svarede Varly Jensen på journalisternes spørgsmål. Han sikrede sig ved forhandlingerne både posten som viceborgmester og to udvalgsposter, idet han selv bliver formand for et nyt Plan- og Ejendomsudvalg, mens Janne Halvor Jensen fortsætter som formand for Børneudvalget.

Det fik DAGBLADET til at spørge, om DF ikke kunne have fået samme indrømmelse på rød stue.

- Vi følte ikke, at den personkreds, som nu er valgt for Socialdemokratiet og Enhedslisten, er nogen, som vi kender så meget til. For os er det vigtigt, at vi er trygge ved de personer, som vi skal samarbejde med, lød forklaringen fra Varly Jensen.

Videre slog han fast, at han fandt, at et flertal på 11 mandater bag Steen S. Hansen var for lille - og havde ikke umiddelbart nogen forklaring på, at DF nu går med i et andet flertal på 10.

V: En borgerlig linje
Bag den nye borgmester Anette Mortensen står det mindst mulige antal mandater.

- Alle var enige om, at det var den vej, vi skulle gå, og at vi skal arbejde sammen. Vi er ret enige om, at vi skal føre en borgerlig linje, men selvfølgelig skal de andre også høres. Det føles rigtig godt, sagde hun til pressen.

Flertallet omfatter desuden De Konservative og Nyt Stevns, der begge kommer i Kommunalbestyrelsen med to mandater. Begge partier får en udvalgsformandspost, og dermed kommer antallet af stående udvalg op på fem - ét mere end aftalt i det seneste budgetforlig.

Mogens Haugaard (Nyt Stevns) må således acceptere, at han mister sin borgmesterpost ved årsskiftet, men til gengæld får han lov at bestyre Social- og Sundhedsudvalget. I den aktuelle konstituering har han lagt stemmer til en Venstre-borgmester - netop det parti, som han selv brød med i januar efter, at et flertal på generalforsamling valgte at indkalde til et nyt opstillingsmøde med henblik på at vælte ham.

- Det har heller ikke været så let. Men med kun to mandater må vi spille med de kræfter, som vi har. Vælgernes dom er, som den er, lød forklaringen fra den afgående borgmester på DAGBLADET's spørgsmål om, hvordan det føltes at pege på en borgmester fra netop Venstre.

arrow Politisk borgfred
24. november 2017 kl. 12:36 Opdateret: kl. 12:36
arrow Forståelig reaktion og relevant debat
24. november 2017 kl. 12:35 Opdateret: kl. 12:35
arrow Åbent brev til ledelsen i DF
23. november 2017 kl. 13:35 Opdateret: kl. 13:35

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk