Spanske medier langer voldsomt ud efter Zidane i kølvandet på nederlag til hold fra tredjebedste række.
Real Madrid-træner Zinedine Zidane tager sin del af ansvaret for kongeklubbens pokalblamage, som på ny har ført til krav om mestertrænerens afgang.
Mod Alcoyano fra den tredjebedste række i Spanien tabte Madrid 1-2 efter forlænget spilletid onsdag aften i Copa del Rey.
Zidane, der har vundet to La Liga-titler og tre gange Champions League i spidsen for Madrid, forsøger at tage spekulationerne med ro.
- Der vil altid blive snakket, når vi taber, siger Zidane efter kampen ifølge den spanske sportsavis Marca.
- Jeg forholder mig i ro. Jeg tror, at spillerne ønskede at vinde, da de var på banen. Vi må se, hvad der sker de næste dage.
Selv med en mand i overtal lykkedes det ikke Real Madrid at gå videre fra mødet med Alcoyano.
Dommen er hård i de spanske medier.
- Der er blevet skrevet et af de mest ydmygende kapitler i Madrid-historien, skriver chefredaktør for det spanske medie AS Tomas Roncero ifølge BBC.
- Lad 2021 slutte nu. Dette er et mareridt. Zidanes blomst er visnet for evigt.
Også hos Marca er der kritik. Avisen konkluderer således kort og godt, at det vil være et "mirakel", hvis Zidane overlever på posten.
Real-træneren stillede op med en stribe reserver, men der var alligevel nogle velkendte navne på holdkortet, og franskmanden ønsker ikke at gå for meget i dybden med, hvad der skete på banen.
- Jeg synes, at det er mit ansvar som træner, siger Zidane ifølge Marca.
- Det her er fodbold. Man må tage sine chancer. Bolden ville ikke gå ind, og nu er vi ude.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her