13. december 2018
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vraget Vejle-profil skifter til tophold i 1. division

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vraget Vejle-profil skifter til tophold i 1. division

Nicolaj Madsen, der forlod Vejle for halvanden måned siden, skal spille resten af året for HB Køge.

Sport - 12. oktober 2018 kl. 10:18
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

31. august kom det frem, at fodboldklubben Vejle havde ophævet kontrakten med viceanfører Nicolaj Madsen, der efter egen mening tilbragte for meget tid på bænken i Superligaen.

Fredag kom det frem, at den 30-årige midtbanespiller tager et skridt ned og skifter til HB Køge, der er nummer to i 1. division.

Kontrakten gælder i første omgang for resten af året, meddeler HB Køge på sin hjemmeside.

- Vi er selvsagt rigtig godt tilfredse med, at vi er lykkedes med at hente Nicolaj hjem, siger HB Køges sportsdirektør, Per Rud.

- Han var en stor profil, da han senest var i klubben, og vi tror på, at han igen kan blive en vigtig spiller for os.

- Madsen bringer en masse rutine, og så kender han klubben og lever op til vores værdier, der blandt andet handler om sammenhold og vindermentalitet.

- Vi tror derfor på, at han hurtigt falder til og kan gøre sig gældende i den resterende del af efteråret, siger sportsdirektøren.

Nicolaj Madsen spillede for HB Køge fra 2009 til 2012.

Inden da tørnede han ud for Herfølge, som i 2009 fusionerede med Køge Boldklub og blev til HB Køge.

Nicolaj Madsen har ifølge klubbens hjemmeside spillet 172 kampe og scoret 26 mål i Superligaen.

Han har også optrådt for Sønderjyske, hvor han var med til at vinde DM-sølv i 2016.

Nicolaj Madsen erkender, at han mangler lidt i at være 100 procent i kampform.

- Jeg har de seneste fem uger holdt mig i form, og så har jeg siden i tirsdags trænet med i HB Køge.

- Jeg mangler nok lige de sidste 10-20 procent for at være helt på toppen, for jeg mangler lige det at spille kampe og få gjort de bevægelser man bruger, helt skarpe.

- Men det kommer jeg hurtigt efter, og jeg glæder mig til at kunne bidrage til holdet og HB Køge, siger han.

Han er i spil til en plads i truppen, når HB Køge søndag tager imod Silkeborg.