16. november 2018
Harry Kane gjorde ikke det store væsen af sig lørdag, men han var alligevel impliceret i kampens enlige mål, som sikrede Tottenham de tre point.
Harry Kane gjorde ikke det store væsen af sig lørdag, men han var alligevel impliceret i kampens enlige mål, som sikrede Tottenham de tre point.
Foto: Peter Cziborra/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tottenham slider sig til sejr uden bænket Eriksen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tottenham slider sig til sejr uden bænket Eriksen

Christian Eriksen så hele kampen fra bænken, da Tottenham på udebane slog Crystal Palace med 1-0.

Sport - 10. november 2018 kl. 20:28
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Der blev ikke noget dansk islæt på grønsværen, da Tottenham gæstede Crystal Palace i Premier League. Christian Eriksen tilbragte hele kampen på bænken.

Herfra kunne han se en noget uskøn kamp på en meget våd plæne, hvor Tottenham fik slidt sig til en 1-0-sejr og tre vigtige point til kampen i toppen af ligatabellen.

Med sejren kommer Tottenham op på 27 point, hvilket er det samme som Chelsea og Liverpool på en delt andenplads. Tottenham har dog spillet en kamp mere end de to andre.

Manchester City har 29 point i toppen - også for en kamp mindre end Tottenham.

Første halvleg blev en noget træg oplevelse. Regnen styrtede ned over Selhurst Park i London og gav svære betingelser for spillerne.

Det gjorde, at der ikke var den store lyst til at tage chancer, hvilket gav en taktisk præget kamp.

Tottenham var tæt på at komme i front, da et indlæg til bagstolpen lå lige foran Dele Alli, men holdkammeraten Lucas Moura kom ind foran og headede over i en akavet position.

Spillet var stadig ikke fremragende i anden halvleg, men begge hold virkede mere målsøgende efter pausen.

Der skulle dog en dødbold og lidt tilfældigheder til, før der kom mål på tavlen.

Harry Kane vristede sig fri i feltet på en dødbold og headede mod mål. Bolden blev blokeret, men røg op i luften tæt under mål, hvor argentineren Juan Foyth kunne storme frem og let heade føringsmålet ind.

Crystal Palace slap tøjlerne mere og pressede på for udligning, og i kampens overtid burde den være kommet.

Den tidligere FC Midtjylland-angriber Alexander Sørloth fik en chance i helt fri position fra fem meters afstand, men nordmanden afsluttede dårligt og direkte på Tottenham-keeper Hugo Lloris.

Dermed slap Christian Eriksens klub fra London-mødet med de tre forventede point.