
VM-grandprixet i Wroclaw 1. august er aflyst. Dermed kan VM-serien i speedway åbne i Vojens 12. september.
Sæsonens første VM-grandprix i speedway kan meget vel blive kørt i Vojens.
Grandprix på grandprix er enten blevet aflyst eller udskudt på grund af coronavirus, og den seneste aflysning er blevet offentliggjort tirsdag.
Her har VM-arrangøren meldt ud, at grandprixet i Wroclaw må aflyses og ikke har udsigt til at blive kørt senere i sæsonen.
Beslutningen om at aflyse grandprixet i Polen er taget af Det Internationale Motorsportsforbund (FIM), VM-arrangøren, den lokale speedwayklub og de lokale myndigheder.
Grandprixet i Wroclaw skulle have været sæsonens første, men i stedet ser det nu ud til, at startskuddet til en decimeret VM-kalender lyder i Vojens.
Det danske grandprix er sat til 12. september, og er det første af tre tilbageværende grandprixer i VM-kalenderen.
Der er også planlagt grandprixer i Prag og Torun 19. september og 3. oktober.
Oprindeligt skulle VM-sæsonen være begyndt i Warszawa i maj, og sæsonen skulle indeholde ti VM-grandprixer.
Leon Madsen og Niels-Kristian Iversen er faste kørere i VM-serien i 2020-sæsonen.
Mikkel Michelsen er førstereserve, men da tyskeren Martin Smolinski er kommet slemt til skade, har Michelsen udsigt til at være så godt som fast kører - hvis altså sæsonen bliver til noget.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her