
Alle på nær Emil Jakobsen har afleveret negative testsvar forud for de danske håndboldherrers VM-kamp fredag.
Der er fortsat kun ét tilfælde af coronasmitte hos de danske håndboldherrer.
Det står klart, efter at en ny testrunde er afsluttet kort før Danmarks første kamp fredag aften ved det igangværende håndbold-VM i Egypten.
Det oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse.
Det danske fløjtalent Emil Jakobsen blev torsdag meldt smittet med coronavirus. Han har igen afleveret en positiv prøve i forbindelse med den seneste testrunde, oplyser DHF.
Men han er altså også den eneste, der er smittet.
Det betyder dermed også, at bagspilleren Morten Olsen, der deler værelse med Emil Jakobsen, er meldt klar til kamp.
- Det har været en stor usikkerhed, og jeg har ikke helt vidst, hvordan jeg skulle forberede mig, siger Morten Olsen til TV2 Sport.
- Jeg har været i isolation på mit værelse hele dagen og måtte ikke forlade værelset før for en times tid siden, siger han kort før kampstart.
Danmark skyder gang i sin VM-slutrunde klokken 20.30 fredag. Her venter Bahrain i den første gruppekamp.
Slutrunden i Egypten har i høj grad været præget af den igangværende coronapandemi. To lande - USA og Tjekkiet - har blandt andet meldt afbud kort før turneringsstart på grund af smitteudbrud.
Danmark er forsvarende verdensmester og skal altså forsøge at gentage den triumf ved den usædvanlige slutrunde i Egypten.
Samtidig skal holdet rejse sig oven på EM i januar 2020, hvor det blev til et skuffende exit allerede efter det indledende gruppespil.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her