20. maj 2019
Los Angeles Clippers-spillere jubler efter den storstilede comeback.
Los Angeles Clippers-spillere jubler efter den storstilede comeback.
Foto: Ezra Shaw/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: NBA-mestre smider gigantisk føring i historisk comeback

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

NBA-mestre smider gigantisk føring i historisk comeback

Golden State Warriors førte med 31 point, men tabte alligevel til Los Angeles Clippers i NBA-slutspillet.

Sport - 16. april 2019 kl. 08:30
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Golden State Warriors har vundet basketball-ligaen NBA de seneste to sæsoner og havde da også kurs mod at løse den første opgave i slutspillet.

Men det, der lignede en 2-0-føring i serien mod Los Angeles Clippers, er nu i stedet forvandlet til stillingen 1-1.

Tidligt tirsdag morgen dansk tid formøblede det sejrsvante hold således en kæmpe føring, inden det til sidst endte i et nederlag på 131-135 på hjemmebane.

Undervejs i tredje quarter førte Golden State med 31 point, men Los Angeles vendte sensationelt kampen på hovedet.

Med sejren leverede Los Angeles Clippers endda det største comeback nogensinde i et NBA-slutspil.

Den tidligere rekord stod helt tilbage fra 1989, da Los Angeles Lakers besejrede Seattle SuperSonics efter at have været bagud med 29 point.

Golden State havde vundet det første opgør med 121-104 i serien og øgede da også konstant føringen i den anden kamp.

Efter de to første quarters lød føringen på 73-50, og så burde al spænding være forduftet.

Omkring midtvejs i tredje quarter nåede føringen nye højder med 94-63, men så indledte Los Angeles det vanvittige comeback. Da perioden var slut, var forspringet reduceret til 108-94.

Udeholdet skabte i sidste quarter fuld balance ved 128-128. Men superstjernen Stephen Curry gav favoritten overhånden, da han med en trepointsscoring gjorde det til 131-128 med cirka et minut tilbage.

Det skulle dog blive hjemmeholdets sidste point, og ved at score kampens sidste syv point fuldendte Los Angeles Clippers det vilde comeback.

Nu er stillingen så 1-1 i serien, hvor der spilles bedst af syv kampe. Der er tale om første runde af slutspillet, som indledes med det, der svarer til ottendedelsfinaler.

Golden State har haft hjemmebane i de to første kampe. Nu har Clippers hjemmebane i tredje og fjerde kamp, hvoraf den første spilles på fredag. I en eventuelt syvende kamp har Golden State fordel af hjemmebane.