18. juni 2019
En tårevædet Lee Chong Wei offentliggjorde torsdag sit karrierestop på et pressemøde i Putrajaya i Malaysia.
En tårevædet Lee Chong Wei offentliggjorde torsdag sit karrierestop på et pressemøde i Putrajaya i Malaysia.
Foto: Mohd Rasfan/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kræftramt badmintonstjerne indstiller karrieren

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kræftramt badmintonstjerne indstiller karrieren

Lee Chong Wei har ikke været på banen siden sidste sommer. Nu opgiver han at gøre comeback.

Sport - 13. juni 2019 kl. 07:06
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Den malaysiske badmintonstjerne Lee Chong Wei indstiller karrieren i en alder af 36 år.

Det oplyser han ifølge nyhedsbureauet AFP på et pressemøde i hjemlandet.

- Det har været en svær beslutning at stoppe. Jeg elsker virkelig denne sport, men den er meget krævende. Jeg takker alle malaysiere for de sidste 19 år, siger Lee Chong Wei.

I juli sidste år fik han konstateret kræft i næsen, men efter et behandlingsforløb var han klar til at genoptage træningen i november og satte sig ved den lejlighed et mål om at komme med til OL 2020 i Tokyo.

Han stilede da efter at gøre comeback ved All England i marts, men det måtte han siden opgive og udpegede derefter hjemlandets store turnering Malaysia Open som turneringen, hvor han ville vende tilbage i de aktives rækker.

Men da også den deadline blev overskredet, valgte Lee Chong Wei at stoppe kampen for at nå tilbage i verdenstoppen. Han fortæller, at han ikke har trænet siden april, og nu dropper han altså karrieren helt.

Lee Chong Wei har i adskillige år været Malaysias største sportsnavn og en af verdens absolut bedste badmintonspillere.

Han har vundet en stribe store turneringer og var allerede i 2006 nummer et på verdensranglisten. Men det lykkedes ham aldrig at vinde VM eller OL.

Han tabte finalen ved OL i både 2008, 2012 og 2016, mens han har hentet tre sølv- og en bronzemedaljer i VM-sammenhæng.

Den sidste store turneringssejr kom i juli 2018, hvor han vandt Malaysia Open for 12. gang efter at have besejret Kento Momota i finalen.