Egan Bernal (Ineos) overtog fredag den gule førertrøje efter 19. etape, der aldrig fik en vinder.
Egan Bernal overtog den gule førertrøje i Tour de France efter en kaotisk 19. etape, der blev afblæst før tid på grund af et voldsomt uvejr.
På det tidspunkt var Ineos-rytteren kommet først over Col de l'Iseran-bjerget, hvor tiderne endte med at være gældende, og lå forrest på nedkørslen og lignede også et rigtig godt bud på en etapevinder.
Men på grund af situationen blev der ikke kåret en vinder af fredagens etape.
Derfor ærgrer det også Ineos-teamchef Dave Brailsford, at løbet ikke blev kørt færdigt.
- Vi har ikke set stærkere ud i hele løbet. Hvem kunne vide, hvad der kunne være sket derefter? Men det var rart at komme først over toppen i den situation.
- Vi styrer ikke vejret, og vi styrer ikke omstændigheder. Jeg er glad på en måde og ærgerlig på en anden. Der er blandede følelser, siger han til TV2 Sport og flere andre medier.
Han er dog enig med Tour-ledelsen i beslutningen om at stoppe løbet.
- Der var et mudderskred, og vi er nødt til at sørge for, at alle er sikre, siger han.
Også Astanas pressechef, Sven Jonker, var glad for, at løbet blev stoppet.
- Vi har alle set vejene. Det er ikke muligt at køre et cykelløb der. Det var en klog beslutning, siger han til TV2 Sport.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her