23. september 2021
Anders Antonsens største internationale resultat er en andenplads ved VM i 2019.
Anders Antonsens største internationale resultat er en andenplads ved VM i 2019.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Indoneser sender Anders Antonsen ud af OL

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Indoneser sender Anders Antonsen ud af OL

Anders Antonsen kunne ikke følge med Anthony Ginting til sidst i OL-kvartfinalen. Ginting vandt i tre sæt.

Sport - 31. juli 2021 kl. 07:25
Af Ritzau

Anders Antonsen er ude af OL.

Den danske herresinglespiller i badminton røg ud af legene efter kvartfinalen lørdag morgen dansk tid.

I en jævnbyrdig og intens dyst vandt verdensranglistens nummer fem, indoneseren Anthony Ginting, med 21-18, 15-21, 21-18.

Dermed er Viktor Axelsen den eneste danske semifinaledeltager i den olympiske badmintonturnering.

Antonsens kvartfinale blev spillet i et højt tempo fra første duel mellem verdensranglistens nummer tre og fem. Hver eneste lille fejl blev udnyttet af modstanderen, og de to spillere kæmpede ihærdigt for at tiltvinge sig overtaget.

Det så indoneseren ud til at have fået først, da han fik skabt et lille hul ved 11-8.

Antonsen fik lukket hullet ved 12-12, men det var kun for at se Ginting skrue op for niveauet og afgøre sættet. Indoneseren tilspillede sig seks sætbolde, og selv om Antonsen fik afværget de første fire, kunne den 24-årige dansker intet stille op mod et veltimet indonesisk angreb.

Sidebyttet så ud til at give Ginting problemer. Pludselig døjede han gevaldigt med at holde fjerbolden inden for linjerne, og Anders Antonsen lagde konstant pres på sin lettere irriterede modstander.

Danskeren udnyttede momentum til at bringe sig i front med 11-5, og kort efter blev det 15-7. Det blev vekslet til fem matchbolde, men det var blot nødvendigt med en enkelt.

De to dygtige og jævnbyrdige kombattanter prøvede begge hårdt at tøjle nerver og begyndende træthed i det afgørende tredje sæt.

Pointmæssigt fik danskeren overtaget først, men fik ikke sat Ginting helt af. Foran 11-9 ved den korte pause påpegede landstræner Kenneth Jonassen i sin peptalk, at indoneseren så træt ud.

Det viste de efterfølgende dueller dog ingen tegn på. Efter fem vundne dueller i træk var Ginting pludselig foran 16-14, og så var aarhusianeren på renden af exit.

Ginting spillede sig frem til tre matchbolde. Antonsen afværgede den første, men siden lavede Ginting endnu et vellykket smash og kunne bryde ud i jubel.

Semifinalemodstanderen findes senere lørdag, når den forsvarende olympiske mester, Chen Long, møder Chou Tien Chen.

Stemmer du til kommunalvalget i år?