24. januar 2021
George Russell satte fredag hurtigste tider i de to første træninger i Bahrain.
George Russell satte fredag hurtigste tider i de to første træninger i Bahrain.
Foto: Kamran Jebreili/Reuters
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hamilton-afløser sætter hurtigste træningstider

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hamilton-afløser sætter hurtigste træningstider

Williams-køreren George Russell er i denne uge udlånt til Mercedes, og det kan ses på britens træningstider.

Sport - 04. december 2020 kl. 16:08
Af Ritzau

George Russell var hurtigste mand i de to første træninger forud for weekendens Formel 1-grandprix i Bahrain.

Den 22-årige brite kører normalt for Williams-teamet fra bunden af feltet, men i denne uge er han udlånt til Mercedes, efter at verdensmesteren Lewis Hamilton er blevet ramt af coronavirus.

Russell viste sig fornemt frem i første træning, da han var 0,322 sekunder hurtigere end den anden og langt mere rutinerede Mercedes-kører Valtteri Bottas. Finnen måtte nøjes med fjerdehurtigste tid.

De to Red Bull-kørere, Max Verstappen og Alexander Albon, klemte sig ind imellem de to Mercedes-biler i henholdsvis anden- og tredjebedste tid.

George Russells præstation sættes yderligere i relief af, at han ikke kan sidde helt optimalt i Mercedes-bilen.

Da cockpittet er tilpasset den fysisk noget mindre Hamilton, må Russell krympe sig sammen inde i cockpittet. Han må blandt andet bruge en mindre skostørrelse end normalt.

Hos Haas var Kevin Magnussen den hurtigste på træningsbanen. Danskeren, der er i gang med sine sidste dage i Formel 1 i denne omgang, satte 17.-hurtigste tid af de 20 kørere på banen.

Magnussens faste holdkammerat, Romain Grosjean, var i søndags involveret i en ulykke, der holder ham ude.

Derfor sad brasilianeren Pietro Fittipaldi i den anden Haas-racer, og han var næsten et sekund langsommere end danskeren.

I fredagens anden træning gentog billedet sig. Russell var hurtigst, og lige efter fulgte Verstappen endnu en gang.

Bottas var ikke blandt de ti hurtigste, så Russell fik vist, at han sagens kan køre hurtigt i Mercedes-bilen.

Magnussen var for anden gang i træk bedst af de to Haas-kørere og endte som nummer 14 i feltet.

Lørdag venter den sidste træning og en kvalifikation, inden årets næstsidste Formel 1-grandprix køres på søndag.

Sæsonen afsluttes i næste weekend i Abu Dhabi.

Er det en god idé at indføre bøde eller straf, hvis man ikke vil gå i isolation efter en udlandsrejse?