4. april 2020
Martin Braithwaite kan købes fri i Barcelona for 300 millioner euro.
Martin Braithwaite kan købes fri i Barcelona for 300 millioner euro.
Foto: David Klein/Reuters
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ekspert: Milliardklausul som Braithwaites er ikke unormal

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ekspert: Milliardklausul som Braithwaites er ikke unormal

Efter Barcelona måtte slippe Neymar til PSG, har Barcelona udstyret mange spillere med vilde frikøbsklausuler.

Sport - 20. februar 2020 kl. 12:47
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

At Martin Braithwaite nu kan kalde sig FC Barcelona-spiller er opsigtsvækkende i sig selv, men frikøbsklausulen, som storklubben har udstyret ham med, har også fået folk til at spærre øjnene op.

Således vil det koste 300 millioner euro, svarende til 2,2 milliarder kroner, hvis en klub vil købe danskeren fri uden Barcelonas godkendelse.

Men den slags astronomiske beløb i en frikøbsklausul er faktisk ikke så unormale i spansk fodbold.

Særligt ikke i FC Barcelona, som i 2017 måtte se Neymar smutte til Paris Saint-Germain, da den franske klub indløste klausulen på et beløb svarende til godt 1,65 milliarder.

Dette eksempel fremhæver Morten Glinvad, der er fodboldkommentator på TV2 med ekspertise i særligt spansk fodbold.

- Det var en klausul, som lød usandsynlig høj, da den blev indgået, men som siden alligevel blev indløst. Det har været med til at gøre, at mange spillere får frikøbsklausuler, der virker helt urealistiske.

- De har udelukkende til formål at skræmme købere væk og sikre, at spillerne ikke kan skifte, uden at klubben ønsker det. Barcelona ønsker aldrig igen at stå i en situation som med Neymar, siger Morten Glinvad.

Nogle vil påstå, at spillere som Braithwaite og Neymar ikke kan sættes i samme bås, men det er ikke kun de største stjerner, der får sat et vildt prisskilt på sig.

- Der er flere andre eksempler på frikøbsklausuler i Barcelonas trup, som virker lige så vanvittige som denne. De er generelt skruet meget i vejret i Spanien, siger Morten Glinvad og fortsætter:

- Det hænger sammen med, at flere klubber er blevet ramt af inflationen på spillermarkedet. Der er eksempler på klausuler, der har virket afskrækkende, når de blev indgået, men som alligevel blev indløst, når der to år senere måske har været 50 procents inflation.

28-årige Braithwaite har skrevet under på en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2024.

Det kan virke som en lang kontrakt, når Braithwaite tilsyneladende mest skal slukke branden, fordi Luis Suarez og Ousmane Dembélé er langtidsskadede.

Glinvad havde forventet en kontraktlængde på maksimalt 3,5 år, men ellers er han ikke overrasket over, at danskeren får en lang kontrakt.

- Nogle spekulerer i, at han allerede skal væk til sommer, men det ville jo være vanvittigt at købe en spiller for et halvt eller halvandet år. Det er jo ikke en lejeaftale. Med hans alder er det helt naturligt med en længde på 2,5 eller 3,5 år.

- Det er selvfølgelig muligt, at han er væk til sommer, fordi konkurrencesituationen formentlig er helt anderledes til sommer, når de skadede kommer tilbage, og Barcelona vil nok aldrig igen gå ind til en sæson med så smal en trup, siger Morten Glinvad.