De danske basketherrer fulgte op på fredagens sejr over Litauen ved at slå Tjekkiet efter gyser-afslutning
For anden gang i denne uge slog de danske basketballherrer en af verdens bedste nationer i EM-kvalifikationen.
Danmark vandt søndag 91-90 over Tjekkiet, der om to år er medvært for EM.
Med et minut tilbage af kampen, der blev spillet i Vilnius i Litauen, var danskerne foran med 91-85, men tjekkerne fik alligevel skabt spænding.
Med 10 sekunder tilbage på uret havde modstanderne reduceret til 90-91, og de var endda på bolden.
Tjekkiet formåede dog ikke at få bolden i kurven, da det sidste forsøg gik snert forbi, og så brød jublen ellers løs blandt de danske spillere.
Tjekkiet er nummer ni på verdensranglisten. Fredag vandt danskerne over Litauen, der er nummer otte i verden. Danmark er placeret som nummer 59, så denne uge har budt på et par store overraskelser.
De to uventede sejre betyder, at Danmark pludselig har fine muligheder for at kvalificere sig til EM-slutrunden, da tre af de fire hold i gruppen får adgang til EM. Som medvært er Tjekkiet dog garanteret en plads.
Ud over Tjekkiet og Litauen er Danmark i gruppe med Belgien, der dog har vundet tre ud af tre kampe og topper gruppen. Alt er fortsat åbent i gruppen.
/ritzau/
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her