10. april 2020
Colombianeren Egan Bernal (i gult) sikrede sig sidste år den samlede sejr i Tour de France.
Colombianeren Egan Bernal (i gult) sikrede sig sidste år den samlede sejr i Tour de France.
Foto: Christian Hartmann/Reuters
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Dansk cykelarrangør: Aflyst Tour vil ramme hele sporten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dansk cykelarrangør: Aflyst Tour vil ramme hele sporten

Coronapandemien truer årets Tour de France, som er den afgørende økonomiske motor i cykelsporten.

Sport - 25. marts 2020 kl. 15:28
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Udbruddet og den hastige spredning af coronavirus har lammet sportsverdenen.

Udmeldinger om aflysninger og udsættelser har stået i kø. Senest tirsdag hvor sommer-OL i Tokyo måtte skubbes til næste år.

En af de få begivenheder, som fortsat ikke er aflyst eller udskudt, er årets Tour de France, som skal køres fra 27. juni til 19. juli.

Der er flere årsager til, at arrangøren, ASO, endnu ikke har udskudt eller aflyst løbet. Som privat virksomhed uden en forudgående kvalifikation til løbet kan ASO tillade sig at vente med at træffe en afgørelse.

Derudover er det en gigantisk logistisk udfordring at skulle finde ny logi til alle de ryttere, medarbejdere, arrangører, medier og sponsorer, der er ved et Tour de France.

- Det er 5000 mennesker, som skal have værelser på et andet tidspunkt. Det er ikke bare lige at flytte Touren 14 dage. Der er noget logistik, som er helt vanvittig, siger Jesper Worre, løbsdirektør for PostNord Danmark Rundt og tidligere cykelrytter.

Men skulle det vise sig umuligt at afholde Touren til sommer, vil både cykelholdene, Den Internationale Cykelunion (UCI), rettighedshavere og sponsorer uden tvivl gøre alt for at få løbet genplaceret i år.

Faktum er nemlig, at Tour de France er cykelsportens med afstand mest eksponerede begivenhed. Og en aflysning vil ramme hele sporten som en økonomisk hammer med store konsekvenser til følge.

Det forklarer Jesper Worre.

- Tour de France er afgørende for økonomien for de professionelle cykelhold. Hvis man skal hænge det op på én ting, så er det deres synlighed der. Det udgør nok mere end 50 procent.

- Så hvis Touren ikke bliver afviklet, begynder det at have alvorlige konsekvenser for nogle hold. Touren betyder alt, siger han.

Ikke desto mindre er en aflysning eller udskydelse en reel risiko, da ingen endnu ved, hvordan coronakrisen udvikler sig. Den franske idrætsminister, Roxana Maracineanu, sagde tirsdag, at afviklingen af Tour de France er et tema lige nu.

- Diskussionerne er fortsat i gang, fortalte hun til TV-stationen BFMTV onsdag.

Arrangørerne af årets første grand tour, Giro d'Italia, har foreløbig måttet udsætte begivenheden. Den skulle være startet 9. maj, men om den kan klemmes ind senere på året, må tiden vise.

Fra den samlede sports perspektiv vil en aflysning af Giroen dog ikke få enorme konsekvenser ifølge Jesper Worre.

- Dramaet opstår ved Tour de France, fordi det er der, sponsorerne betaler for at være med, siger han.

Spørgsmål: Vil et aflyst Tour de France ramme så hårdt, at det kan føre til fyringer af ryttere?

- Ja, det vil det. Så er der jo sponsorer, som ikke vil betale det fulde beløb, og så er der jo ikke råd til at betale rytterne det fulde beløb. Det kommer til at gå ud over alle niveauer.

Lønnen er uden tvivl den største udgift for et cykelhold, mens sponsorerne står for den klart største indtægt for holdene.

Jesper Worre er sikker på, at cykelsporten nok skal komme sig på sigt. I hvilken økonomisk forfatning det i første omgang bliver, må tiden, og især dommen over Tour de France i år, vise.

Og så er situationen i verden lige nu bare langt vigtigere end cykling.

- Men hvis der ikke kan køres Tour de France, fordi cykelsporten er lukket ned, så er det jo fordi, det er en alvorlig situation for hele verden. Så er det her en mindre ting, mener han.