20. juni 2018
En bred skare af ishockey-fans fra Sverige, Finland, Rusland, Schweiz og andre store hockeynationer har besøgt Danmark under ishockey-VM.
En bred skare af ishockey-fans fra Sverige, Finland, Rusland, Schweiz og andre store hockeynationer har besøgt Danmark under ishockey-VM.
Foto: Scanpix/Liselotte Sabroe
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Dansk Erhverv: Ishockey-VM har været perfekt turistevent

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dansk Erhverv: Ishockey-VM har været perfekt turistevent

Store events er økonomisk risikable. Men ishockey-VM i København og Herning ramte plet, mener Dansk Erhverv.

Sport - 20. maj 2018 kl. 13:36
Af Ritzau
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

De store grupper af svenske ishockeytilhængere klædt i blåt og gult har været svære at overse i bybilledet i København og Herning.

Og i hotel- og restaurantbranchen sidder man netop nu og gnider sig i hænderne over et event, der har bragt tusinder af udenlandske fans til Danmark.

Det vurderer chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv Lars Ramme Nielsen.

- Meget tit er det tvivlsomt, om store events har en gavnlig effekt på turismen og økonomien. Men i det her tilfælde er vi ret sikre på, at ishockey-VM rammer lige i bull's eye, siger han.

De første tal viser, at omtrent halvdelen af de 350.000 solgte billetter er gået til udenlandske fans.

Derudover har Dansk Erhverv fået meget positive indikationer fra sine medlemmer i hotel- og restaurationsbranchen i Midtjylland og København.

Her forventer man en pæn effekt på tallene for maj måned, da belægningen har været høj, og priserne også har været ret høje, forklarer Lars Ramme Nielsen.

- Det bliver svært at overgå det her event, siger han.

- Dels er det netop i vores nabolande - Sverige, Norge og Tyskland - at ishockey er stort, og dels er store ishockeynationer som Schweiz, Canada og USA også rige lande, der godt kan lide at besøge Danmark.

Ishockey-VM har de seneste uger været afholdt i Royal Arena i København og Boxen i Herning.

Alene billetsalget er en bedrift, for det var behæftet med en væsentlig risiko, forklarer Rasmus Storm, forskningsleder ved Idrættens Analyseinstitut.

Når man gør det samlede regnskab op, viser erfaringerne, at det er positivt, hvis et stort event blot går i nul samfundsøkonomisk, understreger han.

- Vi kender ikke tallene fra ishockey-VM endnu, men vi ved fra international forskning, at effekterne fra den her type events ofte er ret marginale i det store nationalregnskab, siger han.

- Meget tyder på, at ishockey-VM er en god case. Det vigtige er at holde omkostningerne nede, og her har man ved ishockey-VM benyttet sig af eksisterende arenaer i stedet for at bygge nye.

Derudover er det også vigtigt at tiltrække flest muligt udenlandske turister, og der står ishockey-VM også til at klare sig fornuftigt, forklarer Rasmus Storm.

- Hvis der kun sælges billetter til danske turister, flytter man lidt groft sagt bare indtægter fra én del af landet til en anden, siger han.

- Sidst, men ikke mindst, er der også uhåndgribelige effekter ved store events, og der er det værd at tælle med, at man kan give folk en god oplevelse, der sætter sig spor i bevidstheden.

Den sidste oplevelse ved ishockey-VM venter, når Schweiz og Sverige søndag aften klokken 20.15 spiller finale i København.