25. september 2021
Nicolai Andreasen scorede til 1-1 og lagde op til sejrsmålet for Vordingborg. Foto: Jørgen C. Jørgensen
Nicolai Andreasen scorede til 1-1 og lagde op til sejrsmålet for Vordingborg. Foto: Jørgen C. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vordingborg videre efter omkamp

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vordingborg videre efter omkamp
Sport Sjællandske - 03. august 2021 kl. 22:26
Af John Ringstrøm

Der skulle bruges godt 120 minutters fodbold, før vinderen af tirsdagens pokalopgør i første runde mellem Vordingborg og Ishøj kunne findes.

På papiret endte det med en overraskelse, da sydsjællændernes sjællandsseriehold besejrede Ishøj fra danmarksserien med 2-1 efter forlænget spilletid, men reelt kommer Vordingborg også med et danmarksseriehold efter nedrykningen i sidste sæson, og så er overraskelsen måske ikke så stor igen.

Sydsjællænderne har bevaret de fleste af de bærende spillere fra sidste sæson, men det blev nytilkomne Mikkel Svendsen fra Suså, der skaffede de blå/hvid-stribede videre adgang til anden runde.

Syv minutter inde i 2. halvleg af omkampen slog indskiftede Svendsen til, da han blev spillet fri i venstre side af Nicolai Andreasen. Svendsens første afslutning blev pareret af Ishøj-keeper Sahin Danismaz, men riposten blev sparket ind til det, der skulle blive sejrsmålet til 2-1.

I de sidste hektiske minutter havde begge hold mulighed for at ændre på resultatet. Blandt andre ramte Nicolai Andreasen stolpen efter en god tur af Andreas Lissau, og så havde Ishøj været sendt helt ud i mørket. Nu fik gæsterne tid til at forsøge sig et par gange mere, men det blev aldrig rigtig farligt foran Jakob Krag i Vordingborgs mål.

- Resultatet er fint nok. Det er ikke ufortjent, Vordingborg vinder, selv om den kunne være gået begge veje. De var organisatorisk gode. Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg lod også mange hvile i dag, så vi er klar til turneringsstart lørdag, lød det fra Ishøj-træner Erdogan Aslan, der blandt andre lod den normale topscorer Mohamed azaquoun sidde over.

Ishøjs nye forstærkning Daniel Stückler skal også først lige over en lille lyskenskade, inden han er klar.

Den ordinære kamp i Vordingborg endte 1-1.

Hjemmeholdet havde et par meget nærgående forsøg i indledningen, hvor eksempelvis Victor Plenge ramte overliggeren med et forsøg langt udefra og Anders Nielsen ramte sidenettet fra en lidt for spids vinkel.

Ishøj kom foran midt i 1. halvleg på et straffespark begået af Andreas Lissau, og det scorede Christian Offenberg på for gæsterne.

Kort efter pausen fik Andreasen så bolden i nettet efter en fin aflevering fra Jacob Piilgård, og mere blev der ikke scoret i den ordinære kamp. Vordingborg følte sig dog snydt for et straffespark undervejs til anfører Nicklas Rasmussen, men dommerens fløjte var tavs.

- Det kan godt være, de har bolden meget, men vi har mange chancer, sagde Vordingborg-træner Jan Faber, der var benovet over sit holds indsats.

- Jeg må bøje mig i støvet. De slås, og vi står godt. Det er vanvittigt. Jeg kan godt forstå, at Ishøj var lidt frustrerede til sidst, mente Faber, der nu kan se frem til en spændende lodtrækning til anden runde.

SydBankPokalen, 1. runde
Vordingborg - Ishøj: 2-1

Ordinær kamp: 1-1 (0-1)
0-1: Christian Offenberg, straffe (23)

1-1: Nicolai Andreasen (51)
2-1: Mikkel Svendsen (112)

Stemmer du til kommunalvalget i år?