28. marts 2020
Jesper Christiansen er lige nu ved at komme sig efter en lyskeoperation. Han håber på at være kampklar igen om fire uger. Så er spørgsmålet bare, om der er kamp på programmet til den tid. Foto: Simon Ydesen
Jesper Christiansen er lige nu ved at komme sig efter en lyskeoperation. Han håber på at være kampklar igen om fire uger. Så er spørgsmålet bare, om der er kamp på programmet til den tid. Foto: Simon Ydesen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Udsættelse kan give en fordel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Udsættelse kan give en fordel
Sport Sjællandske - 17. marts 2020 kl. 06:45
Af Simon Ydesen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

- Det der sker lige nu i det danske samfund er jo på mange måder dybt alvorligt og meget bekymrende, men hvis jeg nu skal være helt og aldeles egoistisk i forhold til min egen situation, så er det ikke helt tosset, at kampene er udskudt, men det virker bare lidt malplaceret at putte ind i en sammenligning med folk, der kan dø af coronavirus, siger Jesper Christiansen.

Onsdag er det to uger siden, at Jesper Christiansen blev opereret for lyskebrok, og han kan derfor så småt begynde en målrettet genoptræning, der gerne skal gøre ham i stand til at spille kampe igen om en måned. Derfor er det lige nu isoleret set til Jesper Christiansens fordel, at Næstveds kampe er udsat på grund af coronavirus.

- Lægen, der stod for operationen, fortalte mig, at det typisk vil tage seks uger, før jeg kan spille igen. Indtil videre er det gået meget godt. De første dage lå jeg bare og gloede på sofaen uden at kunne noget som helst, men nu kan jeg da i det mindste gå nogle ture, selvom jeg stadig er lidt øm, siger Jesper Christiansen.

Efter planen skulle han have aflagt et besøg hos en fysioterapeut onsdag eftermiddag, men det bliver der ikke noget af i den nuværende situation.

- Det er naturligvis en hæmsko, at jeg ikke kan komme til fys, men det skal jeg nu nok overleve. Sådan er det jo bare lige nu. Jeg forsøger at snakke med Erik Bech (Næstveds fysioterapeut) om et program, men jeg ved, at jeg skal være meget forsigtig her i begyndelsen, så jeg ikke river syningen op, siger Jesper Christiansen.

Mange spørgsmål
For Jesper Christiansen er der som for så mange andre danskere en stor usikkerhed omkring jobbet forbundet med den nuværende samfundssituation.

For Næstved-spillerens vedkommende er det også et spørgsmål om, at han har kontraktudløb til sommer, og derfor ville det helt sikkert hjælpe hans muligheder for en ny kontrakt i Næstved eller et andet sted, hvis han kom i kamp og viste sit niveau. Det er bare lidt svært, når turneringen ligger stille.

- Der er flere måder at se det her på. Man kan jo på den ene side sige, at det er en fordel for mig, at jeg nu får lidt mere tid til at blive klar igen og så forhåbentlig kan hjælpe holdet i endnu flere kampe end oprindeligt, men på den anden side er der også en stor usikkerhed forbundet med den her situation. For hvis ikke vi kommer til at spille mere i denne sæson, så vil det være noget skidt. Først og fremmest for klubben men også for mig personligt, siger Jesper Christiansen.

- Uvisheden er det værste, for vi ved jo ikke, hvordan det her kommer til at udvikle sig, og jeg ved fra kollegaer og holdkammerater, at det er meget frustrerende at gå rundt i den nuværende situation, men alle er også enige om, at der er langt vigtigere ting på spil end arbejde og fodbold, siger Jesper Christiansen.

Skulle det ende med, at sæsonen helt afblæses er Jesper Christiansen ikke nervøs for, at man i så fald vil have glemt hans evner som fodboldspiller rundt om i fodbold-Danmark.

- I det tilfælde vil jeg så stå nogenlunde på lige fod med så mange andre spillere, da de heller ikke har spillet i meget lang tid, så det kan på den måde være lidt til min fordel i forhold til kontraktsituationen, men omvendt tror jeg også, at alle er enige om, at vi bare gerne vil spille, hvis vi får muligheden, siger forsvarsprofilen.