10. april 2020
Liverpool kan blive den helt store taber i forbindelse med coronavirussen, hvis det ender med, at den engelske fodboldsæson ikke spilles til ende. Foto: GEOFF CADDICK / AFP
Liverpool kan blive den helt store taber i forbindelse med coronavirussen, hvis det ender med, at den engelske fodboldsæson ikke spilles til ende. Foto: GEOFF CADDICK / AFP
Foto: GEOFF CADDICK/Ritzau Scanpix
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tirsdagstræner: Forsvinder forstanden før corona?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tirsdagstræner: Forsvinder forstanden før corona?
Opdateret 17. marts 2020 kl. 10:07
Sport Sjællandske - 17. marts 2020 kl. 07:31
Af Simon Ydesen Sportsjournalist Sjællandske Medier
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

KOMMENTAR: Normalt handler disse tirsdagsklummer om sportsbegivenheder, der enten fandt sted i weekenden, eller kommer til at finde sted i den kommende uge. Det bliver ikke tilfældet denne gang. Faktisk er sport tæt på ligegyldigt lige nu.

Det er ret svært at skrive noget klogt om sport, da der ikke var skyggen af sport i den forgangne weekend.

Argh, vil nogle nok sige: Viktor Axelsen vandt da All England. Ja det gjorde han, men turneringen burde aldrig have været spillet til ende. Axelsen skal have alt mulig kredit for sin bedrift, men den vil desværre altid være den sejr, som han ikke burde have fået, fordi det var total mangel på situationsfornemmelse at spille turneringen til ende.

Omtrent ligeså stor mangel på situationsfornemmelse udviste en masse borgere rundt om i landet, da de onsdag aften stormede i retning af landets supermarkeder i kølvandet på statsminister Mette Frederiksens pressemøde.

Jeg sad selv og så Champions League mellem Liverpool og Atletico Madrid, så jeg var totalt uvidende om det plyndringstogt mod butikshylderne, der havde taget form i løbet af første halvleg. Jeg kørte i Bilka, som jeg ofte gør på den tid af døgnet. Jeg manglede flutes og danskvand.

Da jeg ankom til butikken, indså jeg hurtigt, at der måtte være sket et eller andet dramatisk, for menneskemylderet var større og adfærden mere aggressiv, end når folk skal nå at købe ind den 23. december. Den journalistiske nysgerrighed kombineret med behovet for flutes til min suppe fik mig til at træde ind i løvens hule. Her blev jeg vidne til scener, som i den grad forklarer vores nære slægtskab til aberne. Som en anden flok udtryksløse zombier kørte folk rundt med indkøbsvogne så proppede, at polarforskeren Roald Amundsen ville have kaldt det frås, hvis han var blevet bedt om at medtage ligeså meget proviant, da han rejste mod Antarktis for at nå Sydpolen som det første menneske.

Kom nu Danmark
Det fascinerer og skræmmer mig på en og samme tid, at vi som veloplyst, udannet og dannet nation kan reagere sådan på en ellers meget fornuftig udmelding fra vores statsminister. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan vi vil reagere, når der en skønne dag udbryder en virus med større dødelighed eller krig. Det får mig yderligere til at spekulere på, om vi er klar til at imødegå de langtidsholdbare konsekvenser af den nuværende situation, eller vil vi også møde den med panik, irrationel og egoistisk opførsel?

De mennesker, jeg mødte i Bilka, har for tid og evighed afskrevet sig retten til at kunne pege fingre af andre mennesker, der flygter fra krig og ødelæggelse med tanke på, hvordan de selv reagerede i en situation, der dårligt kan betegnes som farlig, hvis ikke det lige var fordi, at de sked højt og helligt på alle gode råd fra statsminister og sundhedsvæsen.

Nu skal det ikke lyde som om, at jeg vil skyde efter hele befolkningen, for det var trods alt ikke alle, der gik i panik og skyndte sig på hamstringsudflugt. Problemet er bare, at der blot skal én forkert beslutning til at overtrumfe 100 rigtige i denne tid. Det er nemt at læne sig tilbage og tænke: Jeg dør ikke af den her virus.

Nej men dine handlinger kan føre til, at andre gør. Derfor må selvdisciplin og omtanke være en dyd.

Omtanke vil det også kræve, når alverdens forbund og ligaudvalg skal finde ud af, hvad man skal gøre, når turneringenerne enten skal aflyses eller genoptages. Personligt ser jeg mest frem til at se, hvad det ender med i Premier League, hvor der ikke kan være to meninger om, at Liverpool bliver mester. Ja det vil sige, at Merseyside-klubben kan risikere, at man annullerer denne sæson, hvis den ikke bliver færdigspillet. Det er yderste konsekvens, og mon dog, det går så galt?

Lige netop den sidste tanke: Mon dog det går så galt? Den virker som en fjern fortid, for lige nu står vi i en situation, der virkede utopisk for blot et par uger siden. Så jeg gad godt vide, hvordan det hele ser ud om et par uger, for jeg tror roligt vi kan belave os på, at Danmark er lukket ned til efter påske, og hvem ved, måske meget længere end det. Pointen er blot, at vi som oplyst folkefærd i den grad har dumpet vores første test i disse for vort land så svære tider.