
Dommedagsprofetierne var for alvor kørt i stilling, da det kom frem, at den tidligere aktionærkreds i Næstved Boldklub ikke havde modtaget et afdrag fra de nuværende ejere som planlagt.
De tidligere ejere med Peter Birk i spidsen varslede et muligt krav og yderste konsekvens en konkursbegæring mod Næstved Boldklub, hvis man ikke fik sine penge som aftalt.
Hen over weekenden er der blevet forhandlet frem og tilbage om sagen, og nu er man nået frem til en aftale, der betyder, at de tidligere ejere kan se frem til at få de penge, som man efter planen skulle have haft den 1. juli.
- Vi har fået lavet en aftale, så vi får halvdelen af de penge, vi skulle have haft den 1. juli nu her med det samme, og den anden halvdel får vi på et senere tidspunkt, fortæller Søren Jakobsen, der har forhandlet aftalen på plads på vegne af de tidligere aktionærer i Næstved Boldklub.
For Søren Jakobsen og de øvrige ex-aktionærer har det været afgørende at finde ud af, hvordan de nuværende ejere stiller sig i forhold til fremtidige betalinger. Sagt mellem linjerne: Man vil finde ud af, om det her var en engangsforestilling.
- Vi havde et spørgsmål om, hvorvidt de ønskede at køre klubben videre, og det har de klart fortalt, at de ønsker at gøre, så det er det svar, vi har fået. Det har givet en afklaring og dannet grundlag for den nye aftale, siger Søren Jakobsen.
- Det var vigtigt for os at finde ud af, om de var indstillet på at køre klubben videre, hvis det ender med at hedde 2. division. Det ser sådan ud, siger Søren Jakobsen.
Han fortæller endvidere, at man ikke på nuværende tidspunkt har diskuteret de fremtidige afdrag. Ifølge Sjællandskes oplysninger resterer der to ratebetalinger, når den aktuelle er ude af verden.
I forhold til Søren Jakobsen og de øvrige tidligere aktionærers tilfredshed med den aftale, der er indgået, er der ikke meget at sige.
- Det har jeg ingen kommentar til, siger Søren Jakobsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her