20. januar 2021
Frederik Hougaard Nielsen er ny mand i Team FOG Næstved, hvor han skal spille i resten af denne sæson og de kommende to sæsoner. Foto: Simon Ydesen
Frederik Hougaard Nielsen er ny mand i Team FOG Næstved, hvor han skal spille i resten af denne sæson og de kommende to sæsoner. Foto: Simon Ydesen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Team FOG henter sin drømmespiller

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Team FOG henter sin drømmespiller
Sport Sjællandske - 09. januar 2021 kl. 14:42
Af Simon Ydesen

De seneste 10 år har basketball-landsholdets Frederik Hougaard Nielsen stået øverst på Team FOG Næstveds ønskeliste over nye spillere. Vel at mærke hvert år.

Den stærke guard er kendt for sine store lederegenskaber og klare evne til at gøre medspillerne bedre. Det har han bevist i Hørsholm, Bakken Bears og ikke mindst på det danske landshold, hvor han har været fast inventar de seneste mange år.

Sagen har bare været den, at Frederik Hougaard på intet tidspunkt har været realistisk at tilknytte klubben. Der kom imidlertid en åbning, da Frederik Hougaard Nielsen blev fritstillet af sin spanske klub Real Murcia lige inden nytår. Den chance gik ikke Andreas Larsens næse forbi.

Team FOG Næstved og Frederik Hougaard har således indgået en aftale, der gælder for resten af denne sæson og de to kommende sæsoner.

- Jeg blev fyret i Spanien lige inden jul, og vi fik fratrædelsen på plads lige inden nytår. Siden har det været vigtigt for mig at finde en ny klub at spille for, siger Frederik Hougaard, der ikke har manglet tilbud.

- Jeg havde også tilbud fra et par andre danske klubber, men det føltes ret hurtigt oplagt at tage til Næstved. Et er at jeg kan blive boende i København tæt på familie og venner, men noget andet er, at det setup og de rammer, der er her i klubben er svært at matche ret mange andre steder i Danmark, siger Frederik Hougaard, der ifølge Sjællandskes oplysninger havde en meget varm bejler i Svendborg Rabbits.

I det hele taget var timingen på mange måder rigtig for det nye samarbejde mellem en af Danmarks mest dominerende spillere over de seneste 15 år og den sydsjællandske basketklub.

- I forhold til corona-situationen, så har jeg nu prøvet at sidde i Spanien under en nedlukning, og det er ikke fandens sjovt, så jeg ville gerne tættere på venner og familie. Det kunne Team FOG Næstved løse, siger Frederik Hougaard.

Den 32-årige landsholdsspiller var i mange år loyal overfor barndomsklubben Hørsholm 79ers, men da den lukkede ned for sit mandlige ligahold, gik turen til Spanien, men at Frederik "HN" nu kan kalde sig for Team FOG Næstved-spiller er en overraskelse for mange kendere af dansk basket. Måske endda for hovedpersonen selv.

- Havde du spurgt mig for tre år siden, så havde jeg nok klasket mig selv på lårene af grin. Det vil jeg gerne stå ved, og det er der jo intet ondt i. Der har altid været et intenst forhold mellem Næstved og Hørsholm, men jeg er super glad for, at jeg nu får muligheden for at spille i Næstved, for det er også et fedt sted at spille, når der er tilskuere, siger Frederik Hougaard.

Den nytilkomne guard er kendt for at være en kæmpe leder på men også udenfor banen, og han har måske oven i købet vist vejen for andre danske profiler, som Team FOG Næstved ellers traditionelt har haft svært ved at tiltrække.

- Der er mange udenlandske spillere her i klubben, men det billede vil jeg gerne være med til at ændre. Det kunne være fedt, hvis vi kan opbygge en kerne af danske spillere over de kommende år, siger landsholdsspilleren, der understreger, at han er kommet til Team FOG Næstved for at være med til at skrive historie.

- Jeg vil vinde hver gang, jeg træder ind på banen. For mig personligt er det et mål, at jeg kan være med til at spille Team FOG frem til den første DM-finale i klubbens historie, siger Frederik Hougaard.

- Hvis vores mantra er, at vi vil i finalen, og vi arbejder ud fra det hver dag, så må vi se, hvor langt det kan bære os, siger Frederik Hougaard.

Ligesom Philip Hertz er Frederik Hougaard Nielsen en fast del af det danske basketlandshold, der har sat helt nye standarder de seneste år. Derfor har det også været med i overvejelserne, at der er en landsholdsplads på spil for den dygtige guard.

- Det er klart, at det har været en vigtig drivkraft i min ambition om at finde en ny klub hurtigt. Det ville være så ærgerligt, at jeg stod til februar uden en klub, så jeg ville gå glip af de afgørende EM-kvalifikationskampe. Med de nuværende restriktioner, ville jeg ikke have adgang til at træne, og så ville jeg ikke være relevant på landsholdet. Nu har jeg i hvert fald givet mig selv chancen for at være med på landsholdet, siger den nye Team FOG Næstved-profil.

Alt peger nemlig i retning af, at det er en profil, som Team FOG Næstved har hentet. Selv mener den sympatiske styrmand, at det kan kræve lidt indkøringstid.

- Jeg er selv i en situation, hvor jeg ikke har spillet så meget siden det seneste landsholdsvindue, så jeg har selv brug for at komme tilbage og tanke noget selvtillid. Det kommer til at tage et stykke tid, men motivationen er der, og jeg glæder mig super meget til at komme i gang, siger Frederik Hougaard.

I flere sæsoner har han været basketligaens førende assist-spiller, og det er også ved at sætte holdkammeraterne op, at han selv regner med at gøre en forskel.

- Jeg tror ikke, jeg kommer til at score 25 point pr. kamp, men jeg ser mig selv få en vigtig rolle i kulturen på holdet. Det er altid vigtigt at have danske spillere for et dansk ligahold, ligesom det var vigtigt for et spansk hold at have spanske spillere. De kan snakke med dommere på deres eget sprog, og danske spillere, kender den danske liga. Der er mange ting, der gør, at jeg tror på, at jeg kan sætte et aftryk i dagligdagen.

Team FOG Næstveds sportschef Thomas Foldbjerg er ikke overraskende meget tilfreds med, at man har tilknyttet en forstærkning af Frederik Hougaards kaliber.

- Det er en stor ting for os. Sammen med Peter Johansen og Philip Hertz er det her en af de største danske forstærkninger, vi har landet i klubben, siger Thomas Foldbjerg, der forventer, at Hougaard kommer til at gøre en positiv forskel.

- Det er der ingen tvivl om. Frederik kan løfte hele holdet med sin måde at sætte de andre spillere op på, og så er han en udpræget vinder og ledertype, som går ind og tager ansvar og skaber ro, når der er mest brug for det. Jeg har en klar forventning om, at han kan rykke os, og han kan potentielt på sigt være forskellen på succes og fiasko mod nogle af de andre tophold, siger sportschefen.

Er det en god idé at indføre bøde eller straf, hvis man ikke vil gå i isolation efter en udlandsrejse?