7. december 2019
Carlos Mateo trådte i karakter efter pausen, da han scorede 16 point og dermed var stærkt medvirkende til, at Team FOG Næstved vandt over Randers. Foto: Kim Ramussen
Carlos Mateo trådte i karakter efter pausen, da han scorede 16 point og dermed var stærkt medvirkende til, at Team FOG Næstved vandt over Randers. Foto: Kim Ramussen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Team FOG fik brudt forbandelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Team FOG fik brudt forbandelse
Sport Sjællandske - 02. december 2019 kl. 22:11
Af Simon Ydesen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det gyngede og rungede i den gamle Hal 1 i Arena Næstved, da Team FOG Næstved sikrede sig en længe ventet sejr over Randers Cimbria. En fyldt hal fik masser af spænding og høj intensitet, der samlet set gav en meget underholdende kamp, som Team FOG Næstved vandt 86-79.

Den igangværende sæson har ikke helt kørt som planlagt for Team FOG Næstved, der har haft svært ved at få spillet til at køre mod de andre såkaldte Pro A-hold. Faktisk havde man inden mandagens hjemmekamp mod Randers stadig den første sejr til gode mod en af kollegaerne for Pro A.

Første halvleg var langt hen ad vejen en lige forestilling, men da pausen nærmede sig satte Team FOG Næstved trumf på og sikrede sig et 10-pointsforspring ved kurvebyttet.

Randers' altid underholdende guard Chris Nielsen passerede undervejs en milepæl, da han scorede sit point nummer 7.000 i den danske basketliga, hvilket gør ham til den suverænt mest scorende spiller i ligaens historie. Det var ellers ikke meget, man så til Chris Nielsen i en første halvleg, hvor han kun noterede sig for tre point.

Noget lignende noterede Carlos Mateo sig for i første halvleg. To point fra den østrigske Team FOG-topscorer var ikke imponerende, men han trådte i den grad i karakter efter pausen. Han sluttede kampen på 18 point, og i en hektisk slutfase var Carlos Mateo manden, der viste nerver af stål og lederegenskaber.

Mateo var dog langt fra eneste Team FOG Næstved-spiller, der viste lovende takter.

Det samme kan man i den grad sige om Rob Marberry, der ganske enkelt bare ligner en god basketspiller.

Den amerikanske spiller fylder måske ikke alverden i forhold til modspillerne med sine 202 centimeter, men han er hård som granit, og det gør ham til en svær størrelse at spille mod. I sejren over Randers havde han 22 point og ikke mindst et hav af vigtige forsvarsaktioner, der kan være svære at spore direkte i kampstatistikken.

Sidst men ikke mindst ser det ud til, at Team FOG Næstved efterhånden er ved at finde et spil frem på guard-positionerne, som kan vise sig at blive frugtbart på den lange bane.

Duoen Christian Terrel og Jahmal Jones håndterede bolden godt, og defensivt fik de også lagt pres på Randers' offensiv, så det til tider var svært at være guard hos kronjyderne. Det er i øvrigt vigtigt at huske på, at Team FOG Næstveds bedste spiller i sæsonens indledning Uche Ofoegbu stadig er skadet men på vej tilbage på banen igen. Når han kommer med på holdet, vil Team FOG Næstved for alvor stå godt på guard-positionen.

Vigtigst af alt så det dog ud til, at Arnel Dedic har fået sig nogle af de ledertyper, der åbenlyst manglede i sæsonens begyndelse.

- Der er ingen tvivl om, at vi begynder at se noget lederskab på holdet, og vi er helt klart på vej i den rigtige retning. Det var dejligt, at vi nu fik en sejr mod et andet Pro A-hold til at underbygge vores egen fornemmelse fra træningerne, siger Team FOG-træner Arnel Dedic.

Den ihærdige mestertræner er dog ikke en mand, der bare uden videre stirrer sig blind på sejre og nederlag. Indholdet er og bliver det vigtigste for ham at forholde sig til.

- Det var dejligt med en sejr, men jeg noterer mig også, at vi skal blive bedre til at lukke kampene. Det var samme historie i den seneste hjemmekamp mod Wolfpack. Der var vi også foran med 10 point med nogle minutter tilbage af kampen. Det nytter ikke noget, at vi ikke kan finde ud af at spille kampene til ende. Der skal vi blive skarpere, men vi er på rette vej, siger Arnel Dedic.