16. oktober 2021
Jonas Hansen spillede en flot anden halvleg, da Næstved Herlufsholm var tæt på et umuligt comeback mod TMS. Foto: John Ringstrøm
Jonas Hansen spillede en flot anden halvleg, da Næstved Herlufsholm var tæt på et umuligt comeback mod TMS. Foto: John Ringstrøm
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tæt på vildt comeback

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tæt på vildt comeback
Sport Sjællandske - 28. september 2021 kl. 22:03
Af Claus Rasmussen

Der var stor glæde i Næstved Herlufsholms lejr, da holdet i fredags vandt den første sejr i 2. division i næsten 21 måneder.

Tirsdag aften var der til gengæld skuffelse hele vejen rundt hos sydsjællænderne.

Holdet måtte se sig slået 26-27 på udebane mod TMS Ringsteds ligareserver, men det var ikke kun det, der gjorde ondt på gæsterne.

- Vi havde en meget sløj indledning på kampen i forhold til at være klar og sætte os på dem, siger Næstved Herlufsholms træner Mikkel Hyldebo, der måtte se sit hold komme bagud med hele 6-15.

Og den start gjorde ondt.
I de sidste 10 minutter af første halvleg fik Næstved Herlufsholm pyntet lidt på det mod det unge hjemmehold, der dog alligevel kunne gå til pausen med en føring på 17-12.

- Jeg talte med store bogstaver i pausen, og vi fik justeret nogle af de ting, der virkede, yderligere. Så vi kom ud med ny energi, og faktisk spiller vi rigtig fint i 40 minutter af kampen, siger Mikkel Hyldebo.

- Men de første 20 minutter kan vi ikke bruge til noget.

I anden halvleg fik sydsjællænderne også gang i forsvarsspillet for alvor, og kombineret med flotte redninger af Jonas Hansen i målet, scorede værterne kun 10 gange efter pausen.

Imens åd Næstved Herlufsholm sig stille og roligt ind på modstanderne, og med 40 sekunder igen udlignede stregspilleren Kaare Ravn Larsen til 26-26 med sin ottende scoring. Endda i undertal.

Dermed var gæsterne tæt på at fuldende et umuligt comeback og få point med hjem, men 17 sekunder før tid afgjorde Christian Wacher alligevel kampen til TMS'fordel.

Og så gjorde det ondt igen hos gæsterne.

- TMS har et ungt hold med fart i. De spiller rigtig fint, og hvis andre hold ikke er klar, så bliver de også løbet i stykker, siger Mikkel Hyldebo, der dog mest af alt var skuffet over egen indsats.

- Vi brænder blandt andet 12 afslutninger fra fløjene, og det viser også noget om, at man ikke er klar, siger Mikkel Hyldebo.

- De marginaler, vi havde i fredags, manglede vi i dag, og vi tog også nogle dårlige beslutninger og fik nogle mærkelige tominutters udvisninger, siger træneren, der undrede sig over linjen fra dommerparret.

- Det var tydeligt, at den var helt anderledes end i fredags, og det havde vi svært ved at administrere. Vi fik vel fem-seks udvisninger, og det gjorde TMS også, men det var slet ikke nogen hårdt spillet kamp, siger han.

Rejser du til udlandet i år?