5. august 2020
Korsør/Tårnborgs forsvar havde svært ved at følge med i TIK Taastrups tempo. Omvendt havde TIK?erne svært ved at håndtere vestsjællændernes tålmodighed og temposkift. Foto: Claus Rasmussen
gallery icon

Se billedserie

Korsør/Tårnborgs forsvar havde svært ved at følge med i TIK Taastrups tempo. Omvendt havde TIK?erne svært ved at håndtere vestsjællændernes tålmodighed og temposkift. Foto: Claus Rasmussen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: TIK vandt underlig kamp i Korsør

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

TIK vandt underlig kamp i Korsør
Sport Sjællandske - 05. januar 2020 kl. 19:18
Af Claus Rasmussen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Hvis det ringede lidt for ørerne på Korsør/Tårnborgs 2. divisionsspillere, da de vågnede 1. januar, var det muligvis ikke kun på grund af nytårsfyrværkeri.

Det kan også have været det sidste ekko af den syngende lussing vestsjællænderne fik af Næstved Herlufsholm i den sidste kamp inden julepausen.

37-16 vandt sydsjællænderne, og på den baggrund var der nok ikke mange, der for alvor troede på hjemmeholdet i 2020-premieren mod TIK Taastrup søndag eftermiddag i Storebæltshallen.

TIK forsøger at holde tag i de absolutte tophold, mens Korsør/Tårnborg kæmper for at holde sig over nedrykningsstregen.

Alligevel var det værterne, der kom bedst fra start og bragte sig foran 8-4 - godt hjulpet af hele fire udvisninger til gæsterne i de første godt 10 minutter.

Resten af kampen måtte Korsør/Tårnborg dog lytte med lange ører efter hjælp fra dommerparret Kasper Skov Hansen og Kim Linde, og med modvind i fløjterne blev opgaven for stor for bundholdet.

Langsomt smuldrede føringen og efter 20 minutter bragte TIK's lange venstrefløj Kristoffer Eiberg sit hold foran for første gang, da han scorede til 10-11 fra baglinjen.

Den indskiftede keeper Christian Christiansen stod ellers en flot kamp for Korsør/Tårnborg, men både han og Mikael Jensen havde det svært over for Kristoffer Eiberg, der blev topscorer med 10 mål.

Hos værterne var det især Johannes Larsen og Krystian Jensen, der var målfarlige, og de havde en stor andel i, at det gulblusede hjemmehold kun var bagud med 18-19 ved pausen.

Strittede godt imod
Korsør/Tårnborg måtte slås hårdt for scoringerne, hvorimod TIK Taastrup havde langt mere tempo i spillet og kun var få sekunder om at svare igen i den anden ende.

Og da Kristoffer Eiberg satte to mål ind i træk til 19-22 i begyndelsen af anden halvleg, lignede det en afgørelse.

I det gamle år kneb det med luften hos Korsør/Tårnborgs sammenbragte flok af reserver, men nytårskuren lader til at have virket, og da den hjemvendte stregspiller Frederik Mortensen kastede sig ind i feltet og slog bolden i mål til 24-25, var spændingen tilbage. Kortvarigt.

På halvandet minut scorede TIK tre gange, og da Frederik Mortensen blev udvist med 24-28 på måltavlen og 10 minutter igen, måtte kampen da være afgjort.

Krystian Jensen, Mikkel Møller og Johannes Larsen skød dog korsoranerne tilbage i opgøret endnu engang og fik reduceret til 27-28.

I slutfasen var TIK'erne dog skarpest, og blandt andet takket være to flotte løbeskud af Frederik Nielsen, fik favoritterne hevet sejren hjem med 32-30.

Taber med oprejst pande
- Jeg synes aldrig rigtig, vi havde styr på det - selv om vi var foran det meste af tiden. Hver gang vi havde chancen for at få det afgjort, så lavede vi fejl, siger Frederik Nielsen, der var lettet over, at det trods alt blev til en sejr.

- Det er vigtigt at vinde på en dag, hvor vi ikke spiller godt. Det var en rodet kamp, hvor vi gerne ville spille i højt tempo og afsted, mens de gerne ville spille lange angreb. Det er svært at dække op mod, for man bliver lullet i søvn. Så det var en underlig kamp - både at se på og være med i, siger han.

Trods nederlaget var der tilfredse miner i Korsør/Tårnborgs lejr - i hvert fald hos træner Jacob Larsen.

- Vi kan gå herfra med oprejst pande. Langt hen ad vejen, viser vi fine takter, og så betyder det meget, at vi har fået Frederik med - både forsvars- og angrebsmæssigt, siger Jacob Larsen.

Frederik Mortensen glædede sig også over at være tilbage i sin gamle klub efter flere sæsoner i København - senest i IF Stadion.

- Jeg er vant til at spille med om oprykning, men jeg synes ikke, jeg fik nok spilletid i Stadion, og jeg havde faktisk mistet lysten til håndbold. Men nu har de fået lokket mig herned, og det er faktisk meget sjovt, siger Frederik Mortensen, der gerne ville have haft en sejr i sit comeback. Men.

- De var bedre end os, så det er fair nok, at de vandt. De har jo også trænet mellem jul og nytår, hvor vi andre har drukket bajere, siger stregspilleren med et grin.

Sundhedsstyrelsen opfordrer nu til at man bruger mundbind i myldretiden: Synes du det er en god idé?