25. november 2020
Brandon Greenway var stærkt spillende i både lørdagens pokalkvartfinale og søndagens ligakamp, og den amerikanske kantspiller har en stor andel i VK Vestsjællands to sejre over ASV Elite. Foto: Mie Neel
gallery icon

Se billedserie

Brandon Greenway var stærkt spillende i både lørdagens pokalkvartfinale og søndagens ligakamp, og den amerikanske kantspiller har en stor andel i VK Vestsjællands to sejre over ASV Elite. Foto: Mie Neel
Foto: Mie Neel
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Stor lørdag og en hård søndag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stor lørdag og en hård søndag
Sport Sjællandske - 22. november 2020 kl. 21:34
Af Claus Rasmussen

Lørdag kvalificerede VK Vestsjællands herrer sig for første gang i klubbens historie til Final 4 i pokalturneringen.

VKV slog ASV Elite med 3-1 i kvartfinalen i Aarhus, men allerede søndag eftermiddag stod de to holds spillerne igen over for hinanden - denne gang i en ligakamp i Korsørhallen, og det blev et brag af en revanchematch med mere end to timers spil og fem tætte sæt.

ASV havde tre matchbolde i fjerde sæt og to i femte, men til sidst var det alligevel hjemmeholdet, der kunne bruge de sidste kræfter på en sejrsdans.

27-25, 21-25, 21-25, 27-25, 18-16 sluttede det jævnbyrdige opgør, der blev afgjort på et smash af landsholdsspilleren Kalle Madsen.

Han havde ellers lidt af en offday og scorede »kun« 14 point - to på sine normalt stærke server og 12 på sine 38 angrebsforsøg.

- Mentalt var jeg bare rigtig træt. Mere end fysisk, siger 18-årige Kalle Madsen, der er indstillet på at lære af weekendens to kampe.

- Lørdag spillede vi med fuld energi, og under 24 timer senere skulle vi møde de samme igen. Så vi vidste, hvad de kom med, og vi vidste, at vi kunne vinde. Så det var lidt svært at sætte sig op. Men den har kamp har givet mig en masse erfaring, som jeg tager med videre, siger han.

Hvis Kalle Madsen havde svært ved at finde det helt rigtige festhumør til andendagsgildet, så var det til gengæld ikke noget problem for VK Vestsjællands amerikaner Brandon Greenway.

Lørdag blev han topscorer med 20 point, og søndag smed han en håndfuld mere oveni og blev noteret for 25.

- Vi var måske lidt for selvsikre i dag, men vi havde ellers snakket om, at fokusere på kampen i dag, for den var også vigtig - og »i går« tæller ikke. Heller ikke selv om det var en stor ting for klubben at komme i Final 4 for første gang, siger Brandon Greenway.

Med søndagens knebne sejr spillede VK Vestsjælland sig faktisk op på førstepladsen i ligaen, og selv om holdet har spillet flere kampe end forfølgerne, er det alligevel et vigtigt signal.

- Vi spillede rigtig godt lørdag, men det var vigtigt for os at vinde i dag også, og vise de andre, at de skal tage os alvorligt, siger Brandon Greenway efter den hårde søndag.

- Det har været en maraton-weekend med fire sæt lørdag og fem sæt i dag. Så jeg er da lidt brugt. Det er blevet til en del spring, men den klarer vi med lidt is på knæene og lidt pause i morgen, og så er vi klar igen, siger han.

Næste kampe for VK Vestsjælland er lørdag 28. november, hvor Nordenskov kommer på besøg i Korsørhallen.

Køber du de fleste julegaver i forbindelse med Black Friday?