22. september 2021
- Jeg har stadig banerekorden på Sorø Sø med 7.23 for 2.000 meter, siger Trine Jakobsen, der nød gensynet med sin mangeårige hjemmebane fra dengang, hvor efternavnet var Hansen og hun tilhørte den absolutte verdenselite i roning. Foto: Anders Ole Olsen
gallery icon

Se billedserie

- Jeg har stadig banerekorden på Sorø Sø med 7.23 for 2.000 meter, siger Trine Jakobsen, der nød gensynet med sin mangeårige hjemmebane fra dengang, hvor efternavnet var Hansen og hun tilhørte den absolutte verdenselite i roning. Foto: Anders Ole Olsen
Foto: Anders Ole Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Sølvbryllup med bronzemedalje

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Sølvbryllup med bronzemedalje
Sport Sjællandske - 23. juli 2021 kl. 07:25
Af Claus Rasmussen

- Hvem er du...
Gert Busk havde ikke lige forventet at støde på Trine Jakobsen i Sorø Roklub torsdag formiddag.

Så den 77-årige træner-legende troede ikke rigtig sine egne øjne, da han skulle i land efter en tur på Sorø Sø.

- Ja, nu er det mig, der hjælper dig Gert, lød det fra den 48-årige kvinde på bådebroen, inden hun tog fat og hjalp med at få den gamle træbåd op af vandet.

Tusindvis af gange var det omvendt op gennem 80'erne og 90'erne.

Dengang hed Trine Jakobsen Hansen til efternavn, og med Gert Busk som træner udviklede hun sig til en af verdens bedste kvindelige roere i singlesculler.

Faktisk DEN bedste.
I 1994 blev hun verdensmester i Indianapolis i USA, men Gert Busk havde fokus på et andet og større mål.

- Jeg havde lige vundet VM og var super glad, da jeg kom ind til broen. Gert var også glad, men da vi tog båden op sagde han: »Nu skal vi jo lige huske, at der er OL om to år«, siger Trine »Hansen«.

Hovedpersonerne griner lidt over historien, og der bliver også delt flere minder, kram og et par tårer i løbet af det uventede gensyn.

I dag er Trine Jakobsen en sjælden gæst i roverdenen, og hun var kun lokket en tur forbi sin gamle hjemmebane på grund af 25-års jubilæet for OL i Atlanta i 1996.

I dagens anledning havde hun endda fundet bronzemedaljen fra dengang frem.

- For mig ligner den guld..., siger hun. Og føler vist også stadig lidt, at den er det.

- Jeg var nummer et på verdensranglisten i 1995, siger Trine Jakobsen.

- Men 3. maj 1996 fik jeg en kæmpe fiberskade i ryggen ved en regatta i Köln. Jeg kunne ikke ro i 14 dage efter, og ved OL roede jeg på smertestillende medicin. Jeg kan stadig mærke skaden i højre ribben og højre side af lænden, siger hun.

- Jeg havde faktisk bedste tid inden finalen, og hvis alt havde flasket sig, så tror jeg, det var blevet guld.

I finalen var det dog Ekaterina Karsten fra Hviderusland, der var hurtigst, mens Silken Laumann fra Canada snuppede sølvet.

- Jeg så finalen igen forleden. Og når jeg tænker over det nu, så er det sgu' egentlig okay at vinde en medalje ved OL. På billederne fra dengang jubler jeg ikke over bronzemedaljen, men jeg var 23 år og umoden - og gik måske for meget op i det. Men indeni var jeg glad og lettet over, at jeg ikke kom hjem med en fjerdeplads, siger Trine Jakobsen.

Udover VM-guldet og OL-bronzen tæller rekordlisten også flere sejre i World Cup-løb, en VM-bronze og en førsteplads ved junior-VM.

I slutningen af karrieren stillede Trine Jakobsen op for Roforeningen Kvik, men da hun brækkede foden i 1997 var det begyndelsen til enden, og et par år senere var det slut.

- Gert mener, at jeg ikke kunne ro andre steder end her i Sorø. Og jeg vil give ham ret i, at hvis jeg havde haft ham som træner, så tror jeg stadig, jeg kunne have været med ved OL i 2004, siger Trine Jakobsen.

I stedet for roning fokuserede hun mere og mere på sin uddannelse, og det opvejede tabet af elitekarrieren på vandet.

- Der er mange eliteudøvere, der får en depression, når det er slut. Det har jeg ikke haft, men jeg forstår det godt. Mit tomrum blev fyldt ud af en spændende tid på politiskolen, siger Trine Jakobsen.

- Men jeg ville ikke have været eliteidrætten foruden.

Trine Jakobsen begyndte rokarrieren som 13-årig, og den disciplin og målrettethed, der blev grundlagt på Sorø Sø hænger stadig ved.

- Mit liv havde været anderledes, hvis jeg ikke havde roet, og jeg tænker stadig på samme måde som dengang. Mit fokus er hele tiden målrettet, og hvis jeg gør noget, skal der være en mening med det, siger Trine Jakobsen.

- Den følelse forsvinder ikke. Hvis jeg for eksempel skal klippe hæk, så skal den fandeme også være lige. Men i spil har jeg da efterhånden lært at tabe på den gode måde. Bare ikke til min søster..., siger hun med et grin.

Selv om roningen hører fortiden til, så har Trine Jakobsen ikke helt sluppet sportsverdenen.

Hun holder sig stadig i form ved blandt andet løb og cykling, og så bruger hun og manden Christian Jacobsen en del energi på svømmeklubben i Næstved, hvor parrets døtre er aktive.

Og her kan hun bruge nogen af sin erfaring fra de tusindvis af træningstimer, der lå til grund for succesen og medaljerne.

- Hvis unge mennesker skal præstere, så skal de være med mentalt. Jeg var teknisk god, og stædig. Og så kunne jeg »lægge hovedet« og lade være med at tænke på, hvor hårdt det er at ro 2.000 meter, siger Trine Jakobsen.

- Det skal være sjovt at dyrke idræt, hvis man skal være rigtig god. Og hvis man kun har fokus på at konkurrere, så bliver det aldrig sjovt, siger hun.

Synes du, at kommunen er der for dig?