12. maj 2021
Det begyndte godt for Kim Madsen og Line Lykke Jensen i deres Citroën C3 ved årets første DM-rally. Parret lå nummer tre efter syv prøver, men forulykkede så voldsomt på den ottende prøve. Foto: Allan Post
Det begyndte godt for Kim Madsen og Line Lykke Jensen i deres Citroën C3 ved årets første DM-rally. Parret lå nummer tre efter syv prøver, men forulykkede så voldsomt på den ottende prøve. Foto: Allan Post
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Rallykører i voldsom ulykke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Rallykører i voldsom ulykke
Sport Sjællandske - 18. april 2021 kl. 21:26
Af Claus Rasmussen

Enhver rallykørers frygt blev virkelighed for Kim Madsen fra Sorø lørdag eftermiddag i Rally Himmerland, der markerede starten på årets DM-serie.

På den ottende af ti prøver mistede vestsjællænderen herredømmet over sin Citroën C3, der skred ud i noget grus, ramte en sten i rabatten og hvirvlede rundt i høj fart.

Samaritter var hurtigt fremme ved ulykkestedet og ringede 112, og i løbet af få minutter ankom først en lægebil og senere en ambulance.

Ifølge løbsleder Bjarne Sørensen fra Motorsport Nordjylland var codriver Line Lykke Jensen selv i stand til at kravle ud af den havarerede rallybil, mens Kim Madsen skulle hjælpes ud.

Det var dog ikke nødvendigt at skære bilen op.

- Line blev kørt til Viborg Sygehus til observation for hjernerystelse, og Kim blev kørt til Aalborg Universitetshospital. Det viste sig, at ryggen var brækket, og han er blevet opereret, fortæller Bjarne Sørensen.

Brian Madsen, der står bag teamet Brian Madsen Sport, bekræfter sin lillebrors situation, men har ikke yderligere kommentarer.

Kim Madsen er naturligvis stadig indlagt, mens Line Lykke Jensen ifølge avisens oplysninger blev udskrevet ved 22-tiden lørdag.

Efter de første syv prøver lå Kim Madsen og Line Lykke Jensen på en samlet tredjeplads i klassementet, men på ottende prøve gik det altså galt for parret, der stiller op i den hurtigste klasse, RC2.

Kim Madsen og Line Lykke Jensen var de første deltagere, der blev sendt ud på prøve nummer otte. Og også de eneste.

- Der var ikke andre, der kom afsted, og prøven blev slettet for resten af feltet, som fortsatte til prøve ni, siger Bjarne Sørensen.

Trods den alvorlige ulykke blev Rally Himmerland altså kørt færdig, og det endte med en sejr til Kristian Poulsen og Ole R. Frederiksen i deres Volkswagen Polo GTI R5.

- Ved præmieoverrækkelsen gik gassen noget af ballonen, for vi viste jo ikke, hvor alvorligt det var med Kim og Line. Vi gik i uvished, siger Bjarne Sørensen, der ærgrer sig over, at det voldsomme uheld kastede en mørk skygge over en ellers vellykket DM-åbning.

- Vores sport er en højrisikosport, og når man kommer ud af idealsporet, så kan der hurtigt ske noget, siger løbslederen.

Selvom Danmark har skrottet vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, arbejdes der på en model, så man frivilligt kan vælge dem. Kunne du finde på det?