2. juli 2020
Der var underholdning til den helt store guldmedalje, da Suså endte med at slå Haslev ud af pokalturneringen efter straffesparkskonkurrence og et forudgående drama. Foto: Anders Ole Olsen
gallery icon

Se billedserie

Der var underholdning til den helt store guldmedalje, da Suså endte med at slå Haslev ud af pokalturneringen efter straffesparkskonkurrence og et forudgående drama. Foto: Anders Ole Olsen
Foto: Anders Ole Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Overtidsmål fra Suså-keeper sendte Haslev ud

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Overtidsmål fra Suså-keeper sendte Haslev ud
Sport Sjællandske - 30. juni 2020 kl. 22:17
Af Simon Ydesen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Efter et på alle måder mindeværdigt pokaldrama kunne serie 1-holdet Suså juble over at have besejret Haslev fra sjællandsserien 8-7 efter straffesparkskonkurrence.

Lettere forpustet sprinter Suså-keeper Nicolas Andersen frem i Haslevs felt for at gøre sin indflydelse gældende ved et hjørnespark. Kampuret er for længst strandet på 90 minutter, og stillingen er 3-2 til Haslev. Det er med andre ord sidste chance for at sikre en udligning og dermed straffesparkskonkurrence for at afgøre pokalkampen.

Nicolas Andersen har stået og overvejet situationen, inden han sætter i løb op mod Haslev-feltet. Det bevirker, at han ankommer stort set i samme sekund, som hjørnesparket bliver sendt ind fra højre side.

I første omgang ser det ud til, at løbeturen har været forgæves, for Haslev får i første omgang bolden headet væk. Dog ikke længere end den ender med at hoppe og danse rundt i feltet. Og hvem dukker så op? Det gør såmænd Nicolas Andersen, der i bedste Mark Strudal-stil først scorer - eller bolden bliver i hvert fald dømt inde - og dernæst spurter ud mod den talstærke hjemmepublikum, der ikke helt tør tro det. Her forsøger han at kravle op i hegnet, der omkranser kunstgræsbanen i Herlufmagle med en sådan iver, at man ikke har set noget lignende, siden Mark Strudal udøvede samme disciplin i sin tid i schweizisk fodbold.

Mens Nicolas Andersen hiver trøjen op over eget hoved og blotter en lettere solskoldet overkrop i toppen af hegnet, er Haslev-spillerne godt i gang med at brokke sig til linjedommer og dommer, fordi de ikke mener, at bolden har været over stregen. Det var der i øvrigt flere Suså-tilskuere der efterfølgende kunne give dem ret i.

Da protesterne er aftaget i styrke kan dommeren finde tid til at præsentere Nicolas Andersen for en advarsel for sin jubelscene og dermed udelukkelse for den efterfølgende straffesparkskonkurrence.

Suså-keeperen er med andre ord gået fra helt til potentiel skurk på få sekunder, og et af karrierens helt store højdepunkter kan risikere at ende i et antiklimaks.

- Jeg tænkte slet ingenting, da jeg løb ud for at juble. Det var også derfor, at det endte, som det gjorde. Jeg tænkte bare: Nej nu har jeg kostet os det hele, da jeg luntede ud, siger Nicolas Andersen, der hentyder til sit gule kort.

Selv nåede han ikke for alvor at registrere om bolden rent faktisk passerede stregen. Han forholder sig kun til, at dommeren dømte mål.

- Jeg går ud fra, at den er inde, men det kan jeg ikke selv se. Jeg satser på, at den var inde, siger keeperen, der ikke har indtaget målscorens rolle, mens han har været seniorspiller.

- Det var den vildeste følelse. Det her var mit første mål som seniorspiller, og det er med garanti noget, som jeg aldrig vil glemme, siger Nicolas Andersen.

Fra sin plads i målet havde Nicolas Andersen været vidne til en hektisk men mest af alt underholdende kamp, hvor det store højdepunkt var indtruffet efter 23 minutters spil, da Marcus Bruun havde banket bolden i kassen fra egen banehalvdel i forbindelse med, at Suså skulle give bolden efter Niklas Hansen ellers lige havde bragt Haslev i front.

Jacob Hjaltason gjorde det også til 2-1 for Suså inden pausen, men efter pausen fik Haslev lagt et godt tryk mod hjemmeholdets mål. Det blev dog ikke til de helt store chancer, men et par gange formåede man at spille sig frem til farlige situationer. Først da Malte Køppen udlignede med 20 minutter tilbage, og med fem minutter igen fik Haslev tilkendt et straffespark, som Bertram Stenkløv sikkert omsatte til det, der lignede en afgørende scoring og videre avancement i pokalen.

Sådan mente Nicolas Andreasen imidlertid ikke, at det skulle være, og derfor var det en skuffet men fattet Lennart Olsen, der kunne se tilbage på en noget afvekslende debut som Haslev-træner.

- Det var vores første kamp efter corona-pausen, og det var sådan set fint nok. Vi lavede bare nogle personlige fejl, der førte til Susås mål. 1-1-scoringen er godt sparket ind, men det må jo aldrig ske, og det samme kan man sige om scoringen til 3-3. Det kan godt være, at bolden ikke er over stregen, men vi skal bare sparke den væk, inden det kommer så vidt, siger Lennart Olsen.

Han og Haslev-truppen går nu på sommerferie, men når de vender tilbage om cirka tre uger er det med stor optimisme på trods af pokalnederlaget.

- Vi har en fin trup, og vi får en ny keeper i Niclas Bech, som jeg tidligere har haft i Næstved, så det ser spændende ud, siger Lennart Olsen.

I straffesparkskonkurrencen var det Marcus Bruun, der blev sat på mål for Suså, og selvom de to keepere begge var tæt på at nappe et par spark, så var det først på det 10. og sidste forsøg, at det ved overliggerens hjælp blev afgjort. Mikkel Vincent endte med at blive den eneste af de 10 skytter, der ikke scorede, og så kunne Suså-spillerne juble igen. Denne gang over en sejr, der betyder, man fortsat drømme søde pokaldrømme hen over sommerferien, og dagens mand i skysovs har et klart ønske for næste runde.

- Enten vil jeg gerne trække et danmarksseriehold eller også et lavere rangeret hold, så vi har en god chance for at gå videre, siger Nicolas Andersen.

Har du ændret dine indkøbsvaner i forbindelse med coronakrisen?