

Se billedserie
En. To. Tre. Fire gange kunne Marius Kryger Lindh med lidt held have bragt Slagelse foran i løbet af de første 21 minutter af onsdagens pokalkamp mod Dalum.
Kun en enkelt gang lykkedes det ham at passere Dalums noget usikre keeper Kristoffer Fuglsand, men scoringen blev underkendt for offside.
Holdkammeraterne Patrick Andersen og Frederik Christensen forstod heller ikke at udnytte et indlæg foran mål og en friløber fra midten, og så blev det ved 0-0 ved pausen.
Både Slagelse og Dalum indledte sæsonen i 2. division med en sejr i weekenden. Overraskende nok, bedømt på fynboernes første halvleg på Harboe Arena.
Et harmløst langskud forbi mål af Rasmus Schmidt var gæsternes eneste reelle afslutning. De få øvrige tilløb til chancer, blev hovedsagelig skabt af et uopmærksomt Slagelse-forsvar - og ødelagt igen af et endnu mere ufokuseret fynsk angreb.
Dalum-spillerne skulle til gengæld ikke bruge mere end fire-fem minutters pause i omklædningsrummet på at blive klar til anden halvleg.
Godt nok begyndte den med en hovedstødschance til Frederik Christensen, men så var det gæsternes tur til at få chancer i en lind strøm.
Tre angreb i træk var der alvorlig fare på færde, men efter to upræcise afslutninger og en en fin redning af keeper Lukas Olesen, var man stadig lige vidt.
Der skulle da også en kontroversiel kendelse til at få gang i målscoringen.
I det 70. minut stod Kristian Pedersen pludselig helt fri foran mål og sendte bolden i nettet, og selv om den vinkeglade linjedommer kortvarig markerede for offside, lod den tidligere superliga- dommer Benjamin Helm Svedborg scoringen tælle.
Den beslutning gav cirka 250 utilfredse tilskuere på lægterne, men det hjalp lidt på humøret, da Svedborg seks minutter senere dømte straffespark til hårdtarbejdende Marius Kryger Lindh.
Indskiftede Martin Ahlgren scorede sikkert, og da der ikke skete meget mere i det sidste lille kvarter, gik kampen i forlænget spilletid.
I de to gange 15 minutter havde begge hold chancer til at score mindst lige så mange mål som i en straffesparkskonkurrence.
Sådan en fik publikum dog ikke. Og så lidt alligevel.
Det var en nemlig endnu et straffespark, der afgjorde opgøret til Slagelses fordel.
Men en rigtig proptrækkerdribling fremtvang Mikkel Petersen endnu et fløjt fra dommer Svedborg og scorede selv sikkert til 2-1.
- Nu håber vi på en god lodtrækning på fredag, siger Slagelses træner Ulrik Balling, der var glad for sejren - men knap så glad for den ekstra spilletid.
- Den havde jeg gerne være foruden. Men nu blev det sådan, og det havde da været værre, hvis vi havde tabt. Nu kan vi bruge det til noget, siger han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her