27. september 2021
Jan Bo Petersen har OL-bronzemedaljen fra 1992 i glas og ramme. Foto: John Ringstrøm
gallery icon

Se billedserie

Jan Bo Petersen har OL-bronzemedaljen fra 1992 i glas og ramme. Foto: John Ringstrøm
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: OL i 1996 skal helst i glemmebogen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

OL i 1996 skal helst i glemmebogen
Sport Sjællandske - 06. august 2021 kl. 05:57
Af John Ringstrøm

Næste år kan Jan Bo Petersen fejre »perlebryllup« med sin bronzemedalje fra OL i Barcelona 1992.

Selv om Petersen også var med fire år senere i Atlanta og dermed har »sølvbryllup« med den begivenhed, er det klart legene i Barcelona for 30 år siden, cykelrytteren fra Næstved har mest kært i minderne fra sin karriere.

Her vandt den nu 51-årige sydsjællænder bronze med det danske 4.000 meter forfølgelseshold, hvor Jimmi Madsen, Klaus Kynde og Ken Frost var holdkammeraterne i den medaljegivende semifinale mod Tyskland.

- Vi havde kørt fjerdebedste tid i indledende, slået ganske lidt af Italien, sjovt nok, siger Jan Bo Petersen med hentydning til, at det var italienerne, der onsdag slog det nuværende danske fire kilometerhold i OL-finalen i Tokyo.

Petersen og Danmark blev parret med England i kvartfinalen, og her gik det igen strygende.

- Vi kørte fantastisk, nok det bedste holdløb jeg har kørt. Vi kom i semifinalen mod Tyskland, vores evige plageånd. Australien havde kørt hurtigste tid i kvartfinalen og skulle køre mod Italien. Vi var faktisk kommet tættere på tyskerne end tidligere og vi ville jo gerne slå dem. Men vi kører ikke vores allerbedste holdløb, selv om jeg har hammergode ben og derfor tager rigtig lange føringer. Jeg vil tillade mig at sige, at det var én af grundene til, at vi vandt bronzen. Vi taber klart til tyskerne, men vi må vente på, at Italien skal op mod australierne. Jeg ser slet ikke løbet, for jeg kigger bare på klokken. Jeg er kun interesseret i italienernes tider, og de starter hurtigere end os. Men de begynder at tabe tid, og da der mangler 500 meter, ved jeg, at de ikke vil slå os, siger Næstved-rytteren, der blandt andet husker, at Italien havde deres nuværende landstræner Marco Vila med på bruttoholdet.

Hygge i OL-byen
Danmark var 2,4 sekunder hurtigere end Italien og tog bronzen. Den første, danske medalje ved Barcelona-legene, hvor de øvrige danske medaljevindere blandt andre var Brian Nielsens bronze i boksning, Thomas Stuer-Lauridsens bronze i badminton og guld til sejleren Jesper Bank.

- Der var rigtig meget opmærksomhed omkring os, for vi var de første danskere, der vandt medalje i '92. Men vi fejrede det ved at sætte os ned i dopingkontrollen og drikke nogle bajere. Det var svært at komme af med vandet, og øl er jo vanddrivende, siger Jan Bo Petersen med et smil.

- Bagefter hyggede vi os i OL-byen. Vi havde generelt svært ved at se de andre sportsgrene. Men det jeg ærgrede mig mest over, var, at vores ledere valgte at sende os hjem, før OL var færdig. Vi skulle deltage i DM på Odense cykelbane og der var ikke én af os, der gad tage hjem og køre det. Jeg var heller ikke med til åbningsceremonien, for som cykelrytter har du glasben og det er ikke godt at stå op i fire timer. Vi var heller ikke interesseret i det, for vi skulle bare køre, fortæller Jan Bo Petersen.

Stærk temporytter
Netop forberedelsen til OL i Barcelona var lang for Jan Bo Petersen og de øvrige. Meget lig som det er i dag, mener han.

- At komme med til OL er en opbygning over mange år, og det er jo noget af det fantastiske ved OL, at mange lande bruger næsten tre-fire år på at få lov at vise sig frem i få minutter, siger sydsjællænderen, der kørte for Næstved Bicycle Club (NBC).

Han var med til junior-VM i 1987 i Italien og 1988 i Odense og begyndte at markere sig som en stærk temporytter.

- Jeg har alle årene kørt individuelt og hold. Senere begyndte jeg at køre pointløb. Tempodisciplinerne interesserede mig, og mand-mod-mand-duellerne i fire kilometer forfølgelse fascinerede mig. Jeg var altid fysisk godt klædt på til at køre holdløb, siger Jan Bo Petersen.

I 1989 blev han senior og kom med det danske landshold til VM i franske Lyon. Her blev holdet nummer syv og både han og holdet fik god erfaring.

- Den danske udfordring var, at vi havde ligget stabilt mellem nummer fem og otte i nogle år. Fire kilometer-holdet blev også deromkring ved OL i Seoul i 1988, så vi ville et step op. Og det næste var VM i Japan i 1990, fortæller Petersen, som til det mesterskab havde sin gode klubkammerat fra Næstved Ole Erichsen med.

- Han var også en del af den danske bruttotrup og det hjalp mig gevaldigt meget. I Japan kørte jeg også 50 km pointløb individuelt, og havde Dan Frost som makker i finalen. Her vandt jeg bronze, og var lige blevet 20 år. Jeg formåede at etablere mig i verdenseliten, siger Jan Bo Petersen, der også blev nummer otte på fire kilometer individuelt og i det hele taget begyndte at klare sig godt.

Ramte ind i Boardman
Et år senere, ved VM i Tyskland 1991, tog Jan Bo Petersen og Danmark endnu et kæmpe step op.

- Vi var endnu mere forberedte og målet var nu klart OL. Vi tog til Tyskland længe før VM i Stuttgart og kørte et hårdt opvarmningsløb i Bayern Rundt, hvor jeg faktisk stod på røven. Jeg udgik, men der skete ikke noget. Jeg var dog hamrende godt kørende til VM. Jeg boede på værelse med Ole (Erichsen, red.) i Stuttgart og det var en kæmpe gevinst for mig. Jeg skulle bare rende i røven af ham og tænke cykelløb. Han kørte ikke dernede, men var en del af truppen, siger Petersen, der var blevet 21 år ved det tyske VM.

- Jeg rammer formen. Jeg skal køre tre discipliner og klarer mig godt i alle tre. Individuelt bliver jeg nummer fire indledende og skal møde Englands Chris Boardman, som blev nummer fem. Ham slår jeg faktisk, selv om jeg er bagud halvvejs. Så ryger jeg i semifinalen, men det år havde to tyskere kørt langt under verdensrekorden, og jeg skal så op mod den hurtigste af dem. I semifinalen fik bedste vindertid bronze, og jeg kørte under den gamle verdensrekord, men tabte selvfølgelig til tyskeren. Jeg begyndte faktisk at køre ind på ham, men han havde løftet det til et andet niveau, og det kan man så spekulere over. Det var før en tid, hvor man satte ord på doping, siger Jan Bo Petersen.

Danskerens tid var bedre end russerens, og dermed var bronzen hjemme. Disciplinen køres ikke til OL, men det italienske fænomen Filippo Ganna er faktisk verdensmester i disciplinen i dag.

Syg på Mallorca
Efter det individuelle forfølgelsesløb i Stuttgart, manglede Jan Bo Petersen at køre pointløb og hold. Han fik bronze i 50 km pointløb og med holdet kom han i semifinalen mod Tyskland efter at have slået tjekkerne i kvartfinalen.

- Igen fik bedste tabertid i semifinalen bronze og her lagde vi hårdt ud, for vi ville se, om vi kunne provokere tyskerne til at lave noget forkert. Men det var ikke vores bedste dag, og jeg begyndte at blive træt, så vi tabte bronzen med seks tiendedele. Jeg føler med de danske drenge i Tokyo, der tabte finalen med 17 hundrededele, det er ikke rimeligt, lyder det fra datidens tempokonge.

Der blev satset frem mod OL og holdet var konstant på træningslejr.

- Vi er på Mallorca og træner på en udendørs bane. Det var sindssygt varmt, og jeg fik faktisk solstik, så jeg lå i to dage og kastede op en uge før OL. Det var ikke så fedt. Et par af de andre blev også syge, og pludselig vidste vi ikke, hvor vi var henne formmæssigt. Vi valgte at tage meget sent til Barcelona for at undgå virvaret. Og det blev en kamp om at blive klar. Jeg var nede på 68 kilo og 1.87 meter høj - lige på kanten af, om jeg kunne nå det, fortæller Jan Bo Petersen.

- Jeg fik faktisk en del kritik, fordi jeg valgte at stille op i fire kilometer individuelt. Min landstræner og flere kunne ikke forstå det. Men jeg skulle igang. Jeg skulle have hul på noget og det var min måde at blive klar, for det var jeg ikke. Jeg og vi var blandt favoritterne til medalje og det var jeg presset af. Men jeg var syg og ikke klar. Jeg ville ikke shine, det vidste jeg. Målet blev i stedet at få gang i konkurrencen og kroppen og blive klar til holdløbet. Jeg ramte Boardman igen individuelt i første heat, og han hentede mig. Han kørte sindssygt stærkt det år. Men det begyndte at fungere for mig igen med to dage til holdløbet, siger sydsjællænderen.

Kørt ned i Colombia
Da OL i Barcelona sluttede, gik Jan Bo Petersen ind i endnu en fire års olympiade-cyklus med blikket rettet mod Atlanta i 1996.

- Sport har op- og nedture. Jeg ville nok gerne have været '96 foruden. Den nye fire års cyklus lykkedes ikke for os. Det blev noget rod det hele. Jeg valgte at passe lidt mig selv og det skabte noget palaver. Der var ballade på de indre linjer i Dansk Cykel-Union. Jeg ramte ikke formen ved OL, selv om jeg havde vundet sølv i pointløbet ved VM i 1994. Ved VM 1995 i Colombia var der én, der åbnede en bildør op i mig, da jeg kom cyklende, og jeg fik en skade i lysken. Så jeg kunne ikke rejse mig op i pointløbet, men formår at køre en syvendeplads hjem og kvalificere mig til OL, erindrer Jan Bo Petersen, der blev omkring nummer 17 ud af 24 i pointløbet ved OL i Atlanta.

- Der blev kørt så stærkt, og det var ren overlevelseskamp. I 96 vidste man også i inderkredsen, at doping var meget udbredt. Det var tid til at forlade cykelsporten. Men det var en god, menneskelig erfaring, men sportsligt har jeg tit tænkt tanken, at jeg skulle have meldt afbud. Den situation, drengene i Tokyo står i i dag, er den du lærer allermest af. De havde sat næsen op efter guld, men får en på bæret, siger han, der dog valgte at tage med til åbningsceremonien i Atlanta.

- Jeg ville have det hele med. Jeg vidste jo godt, at det ikke ville blive mit OL sportsligt. Det blev en oplevelse, da Evander Holyfield løb lige forbi mig med flammen, og Muhammed Ali tændte ilden, siger Petersen med et stort smil

Doping blev udbredt
Jan Bo Petersen droslede ned efter OL i 1996, men han nåede lige at vinde DM i holdløb med Odense i 1997 i sin sidste sæson. Hans allersidste løb blev et etapeløb på Lanzarote i foråret 1998, som han faktisk vandt.

- Hvis jeg skulle fortsætte på højt plan i 1996, skulle jeg tage doping, og det ville jeg ikke. Jeg blev nummer to på DM i enkeltstart i '96 efter Bjarne Riis, og kort efter tager Riis ned og vinder Tour de France. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor de ikke har taget titlen fra ham, konstaterer Næstved-rytteren, der så flere og flere af hans konkurrenter og kammerater blive taget for EPO de efterfølgende år.

- I starten blev det en motivationskilde for mig, da jeg ville træne endnu mere for at køre op med dem, der dopede sig. Men det stof var så effektivt. Jeg følte, jeg skulle køre i »2. division«, så jeg valgte at koncentrere mig om mit cand.merc-studie. Jeg er glad for, der blev taget hårdt fat om doping-problemet i 1997 og 98, så de kunne få ryddet det meste op, siger Jan Bo Petersen, der i dag er regionsdirektør i Stark og »dribler« med et budget på 1,2 milliarder kroner.

Stemmer du til kommunalvalget i år?