15. juni 2021
Michael Birkedal, formand for Slagelse B&I. Privatfoto
gallery icon

Se billedserie

Michael Birkedal, formand for Slagelse B&I. Privatfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Modstand mod Super League: En stor grådighed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Modstand mod Super League: En stor grådighed
Sport Sjællandske - 20. april 2021 kl. 11:09
Af Niels Nedergaard

Udmeldingen om en »udbryderliga« for de 20 største hold i europæisk fodbold har allerede mødt stor kritik, og på den hjemlige front har både DBU og klubber som FC København og FC Midtjylland taget kraftigt afstand fra idéen om en europæisk superliga.

Men også i det lokale tager man afstand fra en mulig superliga i europæisk fodbold.

Michael Birkedal, der er formand for Slagelse B&I og tidligere professionel fodboldspiller, er således ikke begejstret over det mulige tiltag. Han mener, at man skal passe på med at forfremme de største klubber i Europa.

- Man skal passe på, at man ikke kun render efter pengene, men også ser på sporten som helhed og generelt. Hvis det kun er de få rige børn i klassen, som er der, så tror jeg ikke på sportens virkning på den lange bane, så vi skal passe meget på med at lade en håndfuld klubber i Europa styre det hele. Så jeg er helt med DBU og Uefa her, hvor de små lande også får noget at skulle have sagt i det store spil, siger den tidligere Næstved- og Slagelse- spiller og tiføjer:

- Jeg synes umiddelbart altid, det er en dårlig idé, når man vælger at lave en »piratliga« og går uden om forbund og så videre. Det går jo ikke, og det synes jeg, vi skal have med for at støtte op omkring tingene. Fodbold lever også af, at alle er med, fordi der er så mange som interesserer sig for det. Jeg tror eksempelvis, det er enormt vigtigt, at der kommer en lille klub igennem en gang imellem, ellers kunne vi jo bare lukke pokalturneringen, afslutter Michael Birkedal.

En stor grådighed

Michael Birkedal bakkes op af Næstved-målmand Nicklas Dannevang, der er forarget over, at klubberne udelukkende tænker på penge.

- Jeg tager stor afstand fra sådan en idé. Jeg synes, at fodbold er blevet for grådigt. Alt handler om, at det skal kunne gå op i kroner og ører. Så jeg synes, at det virker lidt som en grådighed fra de store klubbers side, og der må helt sikkert sidde nogle nationale fans rundt omkring og tænke: »Hvad skete der lige for vores klub?« siger Nicklas Dannevang.

- Det virker som om, at der sidder nogle topklubber, der vil skumme fløden, og så kan resterne af pøblen ligesom sejle deres egen sø, siger han.

Fjerner charmen

Heller ikke den mangeårige Næstved-spiller og tidligere Superliga-spiller Anders Clausen hilser det mulige tiltag velkommen. I stedet mener han, at man fjerner en stor del af glæden ved fodbold, hvis man lancerer en liga for kun de bedste klubber i Europa.

- Alt charmen går jo væk ved det. Der er jo også en grund til, at fans rundt omkring demonstrerer og hænger bannere op. Det er jo fordi, at alt charmen ved fodbold tages væk, og de små klubber ikke er i selskabet, hvor de lige pludselig kan møde de store hold. Så alt det, jeg forbinder med fodbold, og som er charmen ved det, ryger helt fløjten med den her liga, siger Anders Clausen.

Den tidligere angriber mener samtidig, at de europæiske topklubber udviser mangel på solidaritet og fællesskab i fodboldens verden ved at foreslå en liga kun for dem selv.

- For mig at se er kernen i fodbold fællesskab og solidaritet, og der stikker det her helt af i min verden. For når der pludselig kommer et vis antal hold, der stikker uden for og ikke vil have andre hold med, begynder jeg slet ikke at kunne forstå meningen med det. Jeg kan slet ikke se nogen mening i, at de rige klubber skal være endnu rigere, lyder det fra Anders Clausen.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?