19. oktober 2019
Ørslevs rutinerede Sonni Ørregaard i duel med Nyråd/Langebæks Kasper Hjortebjerg. Foto: John Ringstrøm
gallery icon

Se billedserie

Ørslevs rutinerede Sonni Ørregaard i duel med Nyråd/Langebæks Kasper Hjortebjerg. Foto: John Ringstrøm
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lokalopgør med ventet vinder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lokalopgør med ventet vinder
Sport Sjællandske - 07. oktober 2019 kl. 22:06
Af John Ringstrøm
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det hyggelige, intime Stensved Stadion dannede i weekenden ramme om ét af sæsonens sydsjællandske højdepunkter i fodboldens serie 2.

Nyråd/Langebæk Alliancen havde besøg af naboklubben Ørslev, som uden de helt store sværdslag i de godt 90 minutter kunne drage de få kilometer hjem igen med en sejr på 2-0.

Kimen til sejr blev lagt i 1. halvleg, hvor gæsterne sad på det hele og også scorede to gange ved anfører Patrick Hansen.

Efter cirka 17 minutter kom Ørslev-angriberen ind mellem Alliance-keeper Jakob Krag og en forsvarsspiller på en assist fra Lasse Schou og gjorde det til 1-0. Omkring et kvarter senere var Hansen igen på pletten efter oplæg af Jeppe Ørregaard.

- 1. halvleg er deres, men vi har 2. halvleg. De scorer bare på deres chancer, mens vi rammer overliggeren ved Matias Mazanti i 1. halvleg og stolpen ved Mark Olsen i 2. halvleg, siger værternes træner Flemming »Trikker« Christensen.

- Vi får ikke testet dem i 2. halvleg. Vores keeper Kasper Kæp har en stor redning efter en times spil, men det er, hvad de har, mener Ørslev-træner Rasmus »Ralle« Christensen.

Det intense lokalopgør var som helhed ganske fredeligt, hvad angik hårde nærkampe og advarsler.

Til sidst kammede det dog en smule over, da dommer Pete Kines fandt anledning til at uddele fire gule kort i tillægstiden. Uden at der egentlig blev begået noget specielt groft.

To af dem var det andet til Nyråd/Langebæks Andreas Christensen og Matias Mazanti, der dermed begge måtte ud med røde kort. De to andre gule kort blev givet til Lasse Schou for gæsterne og Kristoffer Mikkelsen hos værterne.

Det ødelagde lidt billedet for en ellers ihærdig indsats hos Nyråd/Langebæk, som trods nederlaget er ved at få rettet op på en dårlig sæsonstart.

- Det er et tophold, vi »kun« taber 0-2 til, og vi yder dem modstand i 2. halvleg, så det er den rigtige vej. Jeg er tilfreds med indsatsen, konstaterer Flemming Christensen, mens efternavne-bror i den anden lejr også var tilfreds.

- Vi stressede lidt unødvendigt og burde også have lukket den til 3-0, men vi har kontrol. I et års tid nu har det faktisk været harmonisk hos os, mener Rasmus Christensen.